Nu ryger efterskole-tyve bag tremmer

To mænd er blevet straffet for 251 forhold om især tyveri af computere fra elever på 30 høj- og efterskoler.

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I løbet af cirka et halvt år gik to mænd på rov efter tyvekoster på 30 højskoler og efterskoler på Fyn og i Jylland.

Samlet stjal de computere fra skolernes elever til en værdi af mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

Læs også Elever fra 30 skoler fik stjålet udstyr for to millioner

Det er onsdag blevet slået fast ved Retten i Aarhus.

De to mænd fik begge en dom på tre et halvt års fængsel.

Anklager ved Østjyllands Politi Jhin Lee er tilfreds med dommen, da retten har valgt at følge hans påstand om straf.

Anklager ved Østjyllands Politi Jhin Lee.

Stjal under aftensmaden

- Den her sag er også et eksempel på, at efterforskningen fungerer rigtig godt på tværs af politikredsene. Alle kredse på Fyn og i Jylland har haft forhold med i den her, siger han.

Tyverierne er gået ud over flere end 200 elever på de jyske og fynske skoler.

Læs også VIDEO: Kom med ind i forladt hospital

Mændene har sneget sig ind på skolerne, mens eleverne var til aftensmad i fællesområderne. Her snuppede de dømte værdier fra ulåste værelser.

De to mænd, der er 25 år og 26 år, har begge nægtet sig skyldige. De har også valgt at anke dommen til landsretten.

Elev opdagede dem

Anholdelsen af de to mænd fandt sted ved Hammerum Efterskole ved Herning, og siden har de to mænd siddet varetægtsfængslet.

En elev opdagede en mand, der sneg sig rundt på efterskolen, og kort efter kunne skolen konstatere, at der var stjålet flere computere og trådløse høretelefoner. Kort efter får politiet anmeldelsen og skynder sig til området.

- Politiet har fået et tip om, hvilken bil og hvilke personer det drejer sig om. Og da de kommer frem, finder de mændene ved bilen langs Silkeborgmotorvejen, sagde anklager Jhin Lee tidligere til TV2 ØSTJYLLAND.

Efterfølgende fandt politiets hunde de koster fra efterskolen, som var blevet stjålet, og begge mænd blev anholdt og sigtet fra tyveri.