Nu rydder Arne op
Har samlet på træ og trillebører i 20 år
Arne Rasmussen fra Femmøller har haft både naboer og kommunen på nakken.
Forklaringen finder man på hans grund. Her ligger bunkevis af træ, plastic, dukkevogne, trillebører og alt andet godt, som Arne Rasmussen har samlet sammen.
Nogle vil måske kalde det skrammel, men for Arne Rasmussen er det guld.
De mange ting i alverdens afskygninger har været ildeset hos hans naboer, som valgte at klage til kommunen. Kommunen tilbød derfor Arne Rasmussen oprydningshjælp, men han takkede pænt nej tak.
Nu er han dog kommet på andre tanker og er selv gået i gang med at rydde op i 20 år af sit liv.
TV 2 | ØSTJYLLAND fulgte Arne Rasmussen, da han var i gang med første etape af oprydningen.
- Jeg ved næsten alt, hvad jeg har. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare smider tingene ud, for jeg bruger dem jo ikke selv. I hvert fald ikke alle sammen, siger Arne Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Arne Rasmussen vil nu have ryddet op i alle sine ting og få kørt en stor del af dem på genbrugspladsen.
Se, hvordan det gik, da TV 2 | ØSTJYLLAND var på besøg hos Arne Rasmussen øverst i artiklen.