Nu ruller Party Taxaen

Aarhusiansk taxaselskab vil gøre turen en smule sjovere

00:24

1 af 2

Forestil dig en taxa med et farverigt lysshow, der blinker i takt med musikken. Et slags rullende diskotek, der drøner gennem byen vej til fest, bryllup eller polterabend.

Det er nu virkeligheden i Aarhus, hvor der netop er blevet sendt fem Party Taxaer på gaden spækket med musik og diskotekslys.

Taxaselskabet Aarhus Taxa har med inspiration fra blandt andet København forvandlet fem otte-personers taxaer til 'fest-taxaer', der hver weekend skal fragte festglade aarhusianere rundt i byen.

- Vi synes, der skal være plads til andet end klassisk musik og snak om børnebørnene. Der skal være noget for dem, der for eksempel skal til 40 års-fødselsdag, siger kommunikationsansvarlig Martin Longhi til tv2oj.dk.

Fest i weekenden - arbejde i hverdagene

Det koster ikke mere at køre en tur i Party Taxaen sammenlignet med selskabets almindelige vogne. Forhåbningen er derfor, at mange vil tage imod tilbuddet.

Idéen til den lysende, larmende taxa fik en af selskabets chauffører:

- Han havde på eget initiativ sat lys i sin bil og kom og sagde til os, at det gjorde folk så glade, og om vi ikke kunne udbrede det, siger Martin Longhi og afslører, at man også overvejer at installere et karaokeanlæg.

I alt 10 vogne skal køre som festtaxaer i Aarhus. Efter en weekend som festtaxa med lys og lyd, kommer vognene så tilbage i deres normale gænge og kører med 'almindelige' passagerer:

- Man kan næsten ikke se lysene, hvis man ikke ved, de er der. Så fra om mandagen kører de for eksempel med skolebørn igen, lyder det fra Aarhus Taxa.

Party Taxaen kører hver torsdag, fredag og lørdag fra klokken 19 til 01 om natten.