Nu rives udbrændt skole ned: Her er fremtiden for Kilden

Bygningen Kilden, der husede Sct. Ibs Skole i Horsens, bliver i disse dage revet helt ned for at gøre plads til en ny og moderne skolebygning

00:27

VIDEO: Sådan ser resterne af Kilden ud i dag.

Den 6. maj 2018 om aftenen var et skæbnesvangert tidspunkt for Sct. Ibs Skole i Horsens. Skolen holdt til i den historiske bygning Kilden i Kildegade, men af fortsat ukendte årsager brændte skolen denne aften. Nu bliver resterne revet ned.

Fem klasseværelser, SFO'en og samlingssalen blev kraftigt beskadiget i forbindelse med den voldsomme brand, og senere undersøgelser af facaden gav den klare konklusion: Bygningen skulle rives helt ned.

Det er da en speciel følelse, men jeg ved, at når noget forsvinder, kommer der noget nyt. Jeg er glad for, at det sker nu.

Dan Ingemann Jensen, skoleleder

- Det var en forfærdelig oplevelse, og der gik mange tanker gennem mit hoved. Det positive og lykkelige var, at ingen kom til skade, fortæller skolelederen på Sct. Ibs Skole, Dan Ingemann Jensen, i dag om branden til TV2 ØSTJYLLAND.

Nu kan han så se på, at Kilden bliver revet ned, men det er ikke lige så hårdt for ham som at stå i brandtomten i dagene efter flammernes hærgen i maj.

01:20

VIDEO: Branden på Sct. Ibs Skole kunne ses langt væk. Se de voldsomme billeder her.   Video: Local Eyes

Luk video

Kommer moderne skolebygning

- Det er da en speciel følelse, men jeg ved, at når noget forsvinder, kommer der noget nyt. Jeg er glad for, at det sker nu, siger skolelederen.

Inden for overskuelig fremtid bliver en ny bygning opført på stedet – en bygning der også skal hedde Kilden.

Læs også SFO stod i flammer: Nu samler Camilla legetøj i hele byen

For som Dan Ingemann Jensen formulerer det, så er bygningen en del af hele Horsens' historie, og der er foregået utrolig mange arrangementer her.

Så voldsomt så det ud, da skolen brændte. Himlen over Kildegade var i lang tid tyk af røg. Foto: freelance-billeder.dk

- Nu kommer der så en moderne skolebygning, der bliver tilpasset de behov og traditioner, som vi har. Samtidig skal det være et hus for byen, fortæller han og fortsætter:

- Når man skal lave en skole, er det vigtigt at inddrage medarbejderne, og eleverne bliver også inddraget. Det er dem, der skal være der.

Byen står sammen

Hvordan bygningen præcist kommer til at se ud, vil han endnu ikke røbe. I løbet af efteråret bliver tegninger lavet.

Dermed står det altså også klart, at det er et større projekt, som betyder, at eleverne skal undervises fra alternative lokationer efter sommerferien.

Sct. Ibs Skole har blandt andet lejet lokaler i Tobaksgården og hos Horsens Folkeblad til elever og lærere.

02:44

VIDEO: Dan Ingemann Jensen fortæller her mere om, hvordan han ser fremtiden for skolen i Horsens.

Luk video

Umiddelbart efter branden kom skolelederen også på arbejde og skulle genhuse brugere af skolen.

- Vi har rigtig gode venner i Horsens. Og byen er kendetegnet ved, at vi står sammen. Så vi er i gang med at genhuse pladser, og vi har mødt meget stor velvilje fra de øvrige skoler, institutioner og kommunen. Det er vi lykkelige over, sagde Dan Ingemann Jensen i den forbindelse.

Samlede legetøj ind

Det var nemlig kendetegnende for tiden efter branden, at byen stod sammen.

Blandt andet blev der lavet en stor legetøjsindsamling, fordi SFO'en var brændt.

Jeg skriver simpelthen rundt og spørger familier og venner, om de har noget legetøj, som de vil af med, som vi kan bruge til SFO'en.

Camilla Mark Larsen, Horsens

- Jeg skriver simpelthen rundt og spørger familier og venner, om de har noget legetøj, som de vil af med, som vi kan bruge til SFO'en, fortalte initiativtager til den indsamling, Camilla Mark Larsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

SFO-børnene var henvist til en ikke-beskadiget gymnastikbygning, og de fik altså ret hurtigt en hel masse legetøj doneret.

Uvist hvornår bygningen er opført

- I Kilden havde vi vores egne lokaler, som vi havde indrettet og hygget om gennem fem år. Nu er vi smidt tilbage til nul og er i en gymnastiksal uden noget. 

- Det hjælper at mærke, at nogen tænker på os og vil hjælpe os. Det varmer da og hjælper os med at komme videre, at så mange ringer og spørger, om de ikke kan hjælpe.

- Der dukker lige pludselig mange venner op i nødens stund, sagde SFO-leder i Horsens, Taus Houmøller, dengang.

Helt præcist hvornår SFO og hele skolebygningen står klar til brug igen er uvist.

02:05

VIDEO: William Boel var til konfirmation på Sct. Ibs Skole, da den brændte. Se interviewet med ham her.

Luk video