- Nu melder jeg mig ud
Byrådskandidat forlader parti efter udvisningssag
Byrådskandidat og trofast medlem af Socialdemokraterne, Helge Jørgensen, melder sig nu ud af partiet i protest.
Det sker efter, at Yen Ngoc og hendes familie har været nødt til at rejse ud af Danmark, da de har fået afslag på familiesammenføring.
Se: Familie har forladt landet
Helge Jørgensen er utilfreds med den måde myndighederne har behandlet Yen Ngoc og hendes mand Kenneth Iversen. Så utilfreds, at han i morgen ikke længere er socialdemokrat.
- Jeg skriver en mail her til aften om, at jeg melder mig ud af Socialdemokraterne. Det her kan jeg ikke være med til, siger Helge Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flov over eget parti
Den 17. august bragte TV 2 | ØSTJYLLAND et indslag med Helge Jørgensen, hvor han fortalte, at han var flov over sit eget parti, som han har været medlem af i 50 år.
Se: Yen skal blive, ellers går jeg
Her fortalte han, at han ville melde sig ud af Socialdemokraterne, hvis familien ikke fik lov til at blive sammen i Danmark.
- Jeg er rystet over at myndighederne tolker reglerne så stramt. Men jeg er endnu mere rystet over, at mit parti og mine partifæller ikke gør noget i den her sag. Vores borgmester har kæmpet for familien, men socialdemokraterne på Christiansborg gemmer sig i stedet for at handle, sagde Helge Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND den 17. august.
Helge Jørgensen er særligt skuffet over, at partiets egen minister, justitsminister Morten Bødskov (S), ikke har grebet ind i sagen.
Rejse for ikke at blive udvist
Her til aften er nyheden om Yen Ngoc og Kenneth Iversens udrejse af Danmark også nået Helge Jørgensens hjem i Aarhus.
Helge Jørgensen er jævnlig i kontakt med familien, som lige nu befinder sig i Tyskland.
- De har følt, at de har været nødt til at rejse for, at Yen Ngoc ikke ville blive smidt ud af Danmark, siger Helge Jørgensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Om Yen Ngoc og Kenneth Iversen vil bosætte sig i Tyskland eller har planer om at rejse videre derfra er uvist.
Se et tv-indslag om Helge Jørgensens udmelding af Socialdemokraterne i videoen øverst på siden. Tv-indslaget blev bragt dagen efter, at denne artikel blev skrevet, altså torsdag den 12. september.