Nu kommer uvejr med regn og torden ind over Østjylland
Lørdag er der risiko for kraftige byger med torden i det østjyske. Lokalt vil der falde op til 15 mm regn
Risiko for regn og torden er nok faktisk en forkert formulering. For mange vil nok nærmere mene, at der er chancer for nedbør. Det er nemlig noget, de fleste hungrer efter. Og nu er der lidt godt nyt.
For DMI lover regn og sågar risiko for torden lørdag aften.
- Uvejret kommer fra sydvest og ser lige nu ud til at ramme Østjylland ved en 22-23 tiden. Der er stor sandsynlighed for tordenbyger, men det er svært at sige præcist, hvor meget regn regionen får, siger den vagthavende hos DMI, Frank Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
DMI risiko for skybrud og torden. : https://t.co/HsShtHFM2H pic.twitter.com/BJUJtZUlm6
— DMI (@dmidk) July 27, 2018
Hans bedste bud er, at der i gennemsnit vil falde 5-10 mm de fleste steder i det østjyske.
- Lokalt kan vi komme op på 15 mm, og når der kommer torden, er der også altid risiko for skybrud, siger Frank Nielsen.
Ny front med torden i næste uge
Skybrud er karakteriseret ved, at der falder mere end 15 mm på blot en halv time.
Meget tyder på, at koldfronten deler sig op i to, hvor det mest voldsomme uvejr kommer i den sydlige del af landet. I Østjylland betyder det, at især Horsens-egnen kan få store mængder regn.
Læs også
- Udfordringen bliver så, om jorden kan følge med, eller om der kommer for meget regn. Men mange har nok sukket efter nedbør, siger Frank Nielsen.
I løbet af søndagen klarer det op igen, og bliver formenligt mere behageligt end de seneste dages hedebølge. Søndag ventes der temperaturer på mellem 22-27 grader.
Den kommende uge bliver først igen varmere, inden en ny koldfront med regn og torden truer onsdag.