Nu kommer madspilds-succes til Aarhus: Wefood-butik slår dørene op

Om få uger kan aarhusianere handle overskudsvarer og samtidig støtte mennesker i nød

Maden i Wefood vil blive solgt 30 til 50 procent billigere end normalt. Foto: Mikkel Østergaard

Bulede dåsetomater, let plettede bananer og olivenolie, der nærmer sig 'Mindst-holdbar til'-datoen.

Det er eksempler på varer, der kan findes på hylderne i Wefood, som er Danmarks første butikskæde med overskudsmad.

Jeg oplever, at der er flere og flere, der gerne vil engagere sig og bakke om at undgå madspild. 

Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Wefood forhandler udelukkende fødevarer, der af den ene eller anden grund er blevet kasseret af supermarkeder, leverandører, grossister eller producenter.

De kan dog sagtens spises, og i Wefood sælges de til en pris, der ligger mellem 30 og 50 procent under almindelig pris.

Læs også Madspilds-projekt får ny varevogn

Aarhusianerne kan se frem til en butik, hvor de kan købe mad billigt og være med til at reducere madspild.

Sådan lyder det fra generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp, der står bag Wefood.  

- Man taler tit om at gøre noget ved madspild, men her kan man få en konkret mulighed for at gøre noget ved madspild. Her kan man gå ind i en butik og købe noget, der ellers ville blive smidt ud, og så sparer man penge samtidig, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Fakta om Wefood

  • I Danmark smider vi hvert år 700.000 tons spiseligt mad ud. Samtidig sulter næsten 800 millioner mennesker verden over. Den fordeling ønsker Folkekirkens Nødhjælp at gøre noget ved. Derfor har vi åbnet Wefood – verdens første supermarked med overskudsvarer.
  • I løbet af det seneste år har Wefoods mange frivillige solgt over 150 tons overskudsvarer og sendt 1,2 millioner kroner af sted til nødhjælpsarbejde!
  • Maden i Wefood vil blive solgt 30 til 50 procent billigere end normalt.
  • ”Bedst før” og ”Mindst holdbar til” betyder det samme. Begge udtryk henviser til den dato, producenten har fastsat som den dag, hvortil varen helt sikkert kvalitetsmæssigt vil være i orden. Ofte kan varen sagtens spises efter ”Mindst holdbar til”-datoen. Det er lovligt at sælge varer, der har passeret datoen, men supermarkederne gør det ikke - det gør Wefood.
  • ”Sidste salgsdato” anvendes på fødevarer med en forholdsvis kort holdbarhed.

Stor opbakning blandt aarhusianerne

Butikken i Aarhus har været undervejs i årevis, fortæller Birgitte Qvist-Sørensen. 

- Vi har i lang tid kæmpet for at få en butik i Aarhus, og nu er det endelig lykkes, og vi har fået en god beliggenhed. Det er beliggenheden, vi har bokset med, og det er derfor, det har taget et stykke tid, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Når Weefood den 29. maj slår dørene op i Aarhus, bliver det på Vesterbro Torv 1A.

Mange unge vil gerne være frivillige i butikken i Aarhus. Foto: Creative Commons

Det er win-win for maden, klimaet og for Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Thor Jørgensen, direktør i Føtex.

Weefood-konceptet er allerede afprøvet med succes i København, hvor de første to butikker åbnede i 2016. Butikkerne bliver drevet af frivillige, og flere end 100 personer har allerede meldt sig som frivillige i Aarhus.

- Der er rigtig mange unge, der gerne vil være frivillige i vores butik i Aarhus. Jeg oplever, at der er flere og flere, der gerne vil engagere sig og bakke om at undgå madspild og samtidig tjene penge til mennesker i nød, lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen.

Hun siger, at det er en skønsom blanding, der besøger Weefood-butikkerne. Der kommer mange studerende, men også ældre og børnefamilier kigger ind og ser, hvad butikkerne har af varer.

I Danmark smider vi hvert år 700.000 tons spiseligt mad ud.  Foto: Mikkel Østergaard

En af de butikker, der vil levere overskudsvarer til Wefood Aarhus, er Føtex, og her glæder man sig over den gensidige nytteeffekt, som samarbejdet giver, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex.

- Vi har en gang imellem mad i butikkerne sidst på dagen, som ikke bliver solgt, og som har kort holdbarhed. Her er det godt, vi har en samarbejdspartner som Wefood, så maden kan blive spist. Det er win-win for maden, klimaet og for Folkekirkens Nødhjælps arbejde med mennesker i nød.

Flere end 1000 danskere har været med til at støtte projektet ved at købe en folkeaktie.

01:45

Kantinerne på Aarhus Universitet sparer årligt mange tusinde kroner på intensiveret fokus på madspild.

Luk video