Nu kommer der regn

DMI varsler skybrud over regionen i eftermiddag

Efter en uge med masser af sol og varme temperaturer over hele landet, ser det nu ud til, at især Østjylland må fortsætte weekendens aktiviteter indendøre. Varmen er her endnu, men meteorologerne melder om masser af regn og chance for skybrud over regionen her til eftermiddag.

DMI varsler skybrud over det meste af landet. Og noget tyder på, at østjyderne i den grad skal skifte badetøj ud med regntøj.

- I øjeblikket regner vi med, at det bliver værst i Østjylland, på Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, siger Thyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Kun Vestjylland har ikke særlig stor sandsynlighed for at blive ramt, tilføjer han.

Årsagen til skybruddet er de store varmekontraster i landet.  Bornholmerne kan få helt op til 30 grader, mens sjællænderne også kan forvente temperaturer over 25 grader. I Jylland bliver det til gengæld en hel del køligere.

- Særligt i Vestjylland bliver det køligt, formentlig ikke mere end 15-18 grader, siger Thyge Rasmussen og tilføjer, at den kraftige regn og det stedvise skybrud rammer landet over middag.

- Det ser ud til, at det bliver forholdsvist fredsommeligt her i formiddag, men over middag begynder den kolde luft over Jylland at presse sig østpå, og det er i forbindelse med det, at skybruddet udløses, forklarer han.

Skybrud er et vejrfænomen, der betyder, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Da et voldsomt skybrud sidste år ramte København, faldt der hele 135,4 millimeter på et døgn, og skybruddet blev det værste regnvejr i 55 år.  I denne omgang forventes regnvejret at vare det meste af eftermiddagen.