Nu kommer der mere sne

Snevejr både søndag og mandag, oplyser DMI

Det meste af Østjylland er allerede dækket af et fint og hvidt lag sne, og nu er endnu mere på vej.

Faktisk kan østjyderne - og det meste af landet - se frem til hele to omgange snevejr i løbet af søndag og mandag.

- Snevejret kommer fra nord, og som det ser ud nu, vil det ramme Østjylland søndag sidst på eftermiddagen. Djursland vil nok være der, hvor der kommer mest. Her kommer der nok omkring fem centimeter i gennemsnit, men lokalt kan der komme mere, siger Thyge Rasmussen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Sneen vil formentlig dale ned fra himlen i et par timer i det meste af Østjylland, mens det på Djursland vil vare ved frem til midnat.

Natten til mandag bliver uden sne, men mandag først på efterdagen rammer et nyt snevejr Østjylland.

- Her kan man forvente, at der nok kommer yderligere fem centimeter sne oven i det, som kommer i dag (søndag, red), siger Thyge Rasmussen.

Han forventer, at snevejret mandag vil vare ved frem til omkring klokken 19.00-20.00.

Vil man gerne en tur ud med kælken, så er det formentlig en god idé at gøre det mandag, da natten til tirsdag og tirsdag vil byde på tøvejr.