Fædre får nu deres helt eget mødested

Hver fredag vil Barselshuset i Aarhus være reserveret til fædre på barsel.

En far på besøg i Barselshuset i Aarhus. Foto: Bedre Barsel

Som mor på barsel er der masser af mulighed for at mødes med ligesindede, men fædre på barsel må ofte sidde blandt en stor gruppe kvinder, hvis de vil lave aktiviteter med deres barn. 

Det vil foreningen Bedre Barsel i Aarhus gøre op med. 

Læs også Første barselshus åbner: - Mødre på barsel er ensomme

I morgen åbner de for første gang dørene for Fars Fredag i Barselshuset i Aarhus. Hver fredag er Barselshuset reserveret til fædre på barsel.

- Vi havde en journaliststuderende som skrev bachelor om fædre på barsel, og hun lavede en række interviews med fædre, der fortalte, at de gerne ville have deres eget rum at mødes i, fortæller Louise Cathrine Nørmark, der er medstifter af Bedre Barsel og Barselshuset.

Vi håber, at de også kan få en bedre barsel, og at der bliver mere fokus på farbarsel.

Louise Cathrine Nørmark, medstifter af Bedre Barsel og Barselshuset

Barselshuset er allerede kendt af mange barslende mødre, som hver uge deltager i oplæg, fællesspisning og workshops i Barselshuset, og nu er tiden kommet til, at også de aarhusianske fædre på barsel skal få endnu mere glæde af huset.

Samme bekymringer som mor

- Vi håber, at de også kan få en bedre barsel, og at der bliver mere fokus på farbarsel, siger Louise Cathrine Nørmark og uddyber:

- De har jo nogle af de samme bekymringer som mødre har: Barnet spiser ikke eller tager ikke på i vægt - de der helt lavpraktiske ting. Og at det er en stor omvæltning at blive far, ligesom det er at blive mor.

Nogle gange er det nemmere at tale far til far.

Louise Cathrine Nørmark, medstifter af Bedre Barsel og Barselshuset

Som det er nu, er fædre også velkomne i Barselshuset, men samtalerne i huset bærer meget præg af, at der kommer mange mødre, og derfor vil de gerne lave et rum, hvor kun fædre er velkomne.

- Ligesom mødre nogle gange kun vil mødes med andre mødre, så har fædre også behov for at mødes med andre fædre. Nogle gange er det nemmere at tale far til far.

Nogle fredage vil der være foredrag og aktiviteter til Fars Fredag, for eksempel vil der den 7. marts være motorik og træning på programmet, når manden bag appen BabyGym kommer forbi Barselshuset.

Barselshuset vil dog gerne høre fra fædre, der har specifikke ønsker til arrangementer eller foredrag i huset.

Foreningen Bedre Barsel har udover Barselshuset også en blog, hvor de har fokus på Far, og for nylig bragte de et interview med en far, der har været ramt af en fødselsdepression, og et andet med en far, der afløste sin kæreste i en mødregruppe.

02:14

VIDEO: Sådan så det ud, da Danmarks første barselshus åbnede. På Barselshuset kan både mødre og fædre kan forbi til en kop kaffe, et foredrag og en snak med andre, der også har en lille en siddende på armen. Videoen er fra september 2018.

Luk video