Nu kan vandet drikkes igen
Kogepåbud er blevet ophævet
Borgere, der er tilknyttet Segalt Vandværk i Skødstrup, kan igen roligt drikke vandet fra hanen.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Søndag eftermiddag indførte kommunen kogepåbud, fordi der var blevet fundet coliforme bakterier i drikkevandet.
Nye vandprøver har nu vist, at vandet atter er rent. Kilden til forureningen er fundet og fjernet.
Kommunen råder nu borgerne til at tage sine forholdsregler, inden man begynder at drikke vandet:
- Før du begynder at bruge vandet, skal alle haner i huset med koldt vand åbnes, og vandet skal løbe i 10 minutter. Derefter kan du bruge vandet, som du plejer. Ved at lade vandhanerne løbe fjernes de sidste eventuelle spor af forureningen i vandet i den enkelte husstands installation.