Nu kan man snart leje elektriske løbehjul på gaden
Aarhus Kommune har indgået en aftale med en svensk virksomhed om at udleje 150 elektriske løbehjul.
For nylig kunne man se to fornemme herrer drøne rundt i Aarhus midtby på hver deres el-løbehjul.
Det var Aarhus' rådmand for Miljø og Teknik, Bünyamin Simsek (V), og transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Anledningen var et pressemøde om det nye tohjulede transportmiddel, det elektriske løbehjul.
Turen rundt i byen morede de to herrer, og nu har rådmanden besluttet, at alle andre i Aarhus skal have lov at have det lige så sjovt.
Fra april vil der blive opstillet 150 løbehjul rundt omkring i Aarhus midtby, som folk kan leje ligesom bycykler.
Hvor de skal stå, ved de ikke endnu.
Læs også
Prøveperiode på to år
Aftalen har Aarhus Kommune lavet med et svensk firma, der hedder VOI, og Aarhus Kommune betaler ikke noget for at være med. Kommunen stiller udelukkende arealer til rådighed.
Hos politiet er de opmærksomme på, at det er en ny spiller i trafikken, men da det elektriske løbehjul er lovligt, har de ingen holdning til, at det nu kommer til byen.
De opfordrer dog folk til at overholde færdselsloven som altid, fortæller pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christensen.
Læs også
Folk er kritiske
Både Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Rigspolitiet har været betænkelige ved udsigten til el-løbehjul i trafikken, men kritikken preller af på rådmanden og transportministeren.
- Det handler om at vise hensyn, uanset om man kører på cykel, elløbehjul eller i egen bil. Der gælder færdselsloven for alle, lød det i januar fra Bünyamin Simsek (V).
- Vi har lyttet til bekymringerne, men vi er bare ikke enige i dem. Vi mener ikke, at elløbehjul er mere usikre at bruge i trafikken end en cykel, sagde Ole Birk Olesen (LA), da han var på besøg i Aarhus i januar.
Læs også
Frygt for ulykker
Det er direktør for Cyklistforbundet Klaus Bondam lodret uenig i. Han er bekymret både for cyklisterne og for de nye førere af el-løbehjul.
- I værste fald kan vi frygte, at det kan føre til alvorlige ulykker både for cyklister og for nogle af dem, som bevæger sig på de her nye el-løbehjul, siger han.
Cykelstierne er allerede befærdet af cykler i mange forskellige hastigheder, og det gør bare trængslen og usikkerheden endnu større også at lukke el-løbehjul ind i flokken, lyder argumentet.
- I cyklistforbundet har vi været urolige over den sameksistens, der skal til at være på cykelstierne, siger Klaus Bondam.
- Der er unge, der er gamle, der er hurtige, og der er langsomme, og vi er bange for, det vil skabe utryghed, usikkerhed og føre til ulykker at der også kommer el-løbehjul til.
Cyklistforbundet har derfor opfordret politikerne til at tænke i nye cykelstier, der opdeles i to baner: En langsom og en hurtig.
Dødsulykke i Madrid
Flere steder i udlandet har man allerede haft el-løbehjul lovligt i trafikken i et stykke tid.
I Spanien med det uheldige udfald at en 90-årig mand døde efter et sammenstød med et el-løbehjul. Ulykken betød, at bystyret i Madrid sidste år forbød el-løbehjul igen.
De dårlige erfaringer i Sydeuropa afskrækker imidlertid ikke transportminister Ole Birk Olesen.
- I andre lande er man gået mere sorgløst til det, har ikke haft styr på det og har ikke haft den regulering, vi har her, forklarer han.
- I Danmark, hvor vi har styr på situationen, har reglerne og har cykelstierne, tror jeg, vi vil få rigtig gode erfaringer.
Regler for el-løbehjul
- Kørsel med motoriserede løbehjul skal foregå på cykelstien.
- Der gælder samme krav til lygter og reflekser for motoriserede løbehjul, som der gør til cykler. Dog skal lygterne altid være tændt under kørsel på et motoriseret løbehjul – også uden for lygtetændingstiden.
- Motoriserede løbehjul må i forsøgsordningen kunne køre maksimalt 20 kilometer i timen ved egen kraft.
- Motoriserede løbehjul er - ligesom cykler - underlagt færdselslovens almindelige agtsomhedskrav og regler om, at man i trafikken skal tilpasse hastigheden til forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed.
- Førere af et motoriseret løbehjul skal være fyldt 15 år. Men de må gerne føres af personer under 15 år, hvis kørslen sker under ledsagelse og kontrol af en myndig person, eller hvis kørslen kun finder sted på skiltede lege- og opholdsområder.
- Færdselslovens bestemmelser om spirituspåvirkning og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom med videre gælder også for førere af motoriserede løbehjul.
- Færdselslovens bestemmelser om forsikringspligt gælder for udlejningskøretøjer. Der er omvendt ikke forsikringspligt for køretøjer, der er privatejede.
Reglerne for motoriserede skateboards samt selvbalancerende køretøjer som segboards og uniwheels:
- I hovedtræk gælder de samme regler som for el-løbehjul. Der er dog forskel på, hvor de må køre.
- Kørsel med selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards må kun ske på strækninger, hvor der er anlagt cykelsti, og skal i disse tilfælde ske på cykelsti.
- På veje inden for tættere bebygget område, som har en hastighedsgrænse på højst 50 kilometer i timen, må køretøjerne dog føres på vejen, hvis der ikke er anlagt cykelsti.
Kilde: Ritzau samt Transport-, Bygnings- og Boligministeriet