Nu kan dyrene græsse mere
Nye regler giver lettere tilladelse til dyrene
Norddjurs Kommune er på vej med nye regler, som gør det både nemmere og hurtigere at få tilladelse til at lade dyr afgræsse bestemte arealer.
Der er dermed godt nyt til landmænd med mange kreaturer, der ønsker at lade deres dyr græsse på bestemte områder, men det kommer også de private til gode, som gerne vil have steder med masser af grønt til sine "levende plæneklippere."
Det drejer sig om to nye anmelderordninger, der træder i kraft henholdsvis den 1. december 2012 og den 7. januar 2013, hvor man som ansøger skal opfylde nogle enkle krav for at få lov til at lade kreaturer afgræsse bestemte arealer.
De nye anmelderordninger lægger op til, at det primært skal være naturarealer (fredede områder, natur beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 og Natura 2000 områder) der afgræsses efter de nye bestemmelser, men at andre områder også kan inddrages, hvis det ønskes.
Norddjurs Kommune rummer en del natur, som vil have gavn af denne type afgræsning, og de nye regler vil være en stor hjælp til at øge afgræsningen i kommunen.
Ordningerne omfatter ammekvæg med opdræt, okser, får, geder og heste.