Nu kan du snart flyve direkte fra Aarhus til Kreta
Direkte flyveture fra Aarhus til Kreta og Zakynthos er på bedding
Mange østjyder har formentlig tilbragt en uge eller to på Kreta i sommerferien, og når det engang er tid til at booke den næste flyvetur til den græske ø, kan østjyderne flyve direkte fra Aarhus.
Det oplyser Aarhus Airport til TV2 ØSTJYLLAND.
Lufthavnen er sammen med flyselskabet Århus Charter klar til at flyve østjyderne direkte til Kreta og Zakynthos fra 2019.
Ruter flyttet fra Aalborg
Når lufthavnen i Aarhus fra næste år tilbyder de nye direkte skyldes det, som meget andet i erhvervslivet, udbud og efterspørgsel. Kreta og Zakynthos har således været efterspurgte destinationer blandt de rejsende fra Aarhus.
- Aarhus Charter har flyttet nogle ruter fra Aalborg, fordi de tænkte, at de kunne sælge nogle flere flybilletter, og det er vi super glade for, siger Peter Høgsberg, der er direktør i Aarhus Airport, til TV2 ØSTJYLLAND.
Samme toner lyder fra Henrik G. Jensen, der er direktør i Århus Charter.
- Ved at introducere to populære græske destinationer forsøger vi at opfylde vores gæsters ønske om flere spændende charterrejsemål lokalt fra Århus Airport, siger han i en pressemeddelelse.
Læs også
Flyselskaber tør godt Aarhus
Ruterne til de græske øer er langt fra de eneste nye ruter, Aarhus Airport kan byde ind med. Samlet har lufthavnen i år præsenteret 10 nye destinationer, og til efteråret kommer der også en rute mellem Aarhus og Gatwick i London.
- Vi kommer fra en periode med usikkerhed omkring, hvor lufthavnen skulle ligge. Nu er der kommet ro på i forhold til, hvor vi skal bo, og det har givet flyselskaberne en tro på, at Aarhus lufthavn fortsat har en berettigelse. Det giver en selvforstærkende effekt. Når SAS godt tør, så begynder de andre selskaber også at turde, siger Peter Høgsberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er ingen hemmelighed, at lufthavnen i Aarhus har været igennem nogle hårde år, men udviklingen er vendt, mener direktøren.
- Øvelsen for os er at få østjyderne til at flyve, og også at få turister til at flyve til Aarhus. Jeg tror, at vi kommer til at se mange tyskere og englændere, der flyver til Aarhus, og det vil give en masse afledte effekter i forhold til turismen i Østjylland, siger Peter Høgsberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Den største rute i Aarhus Airport er indenrigsruten mellem Aarhus og København, som hvert år fragter knap 200.000 passagerer.