Nu kan du oddse på AGF-direktørs fremtid: Spås væk til sommer

Efter tre års udeblevne resultater og to dramatiske trænerfyringer spås AGF-direktøren Jacob Nielsen en snarlig afsked. NordicBet spår at direktøren er væk senest til sommer

NordicBet udbyder lige nu odds 2,15 på, at Jacob Nielsen stadig er direktør den femte juni næste år. Til sammenligning er der odds 1,62 på, at han er væk til den tid.

Trods håb om mesterskaber og europæisk deltagelse, må AGF's loyale fanskare indimellem konstatere, at spillet på banen ikke følger trop med ledelsens høje ambitioner.

De svingende resultater har sendt flere trænere igennem AGF-direktør Jacob Nielsens trænerkarussel, men skal man tro spilleselskabet NordicBets nye odds, lever direktøren selv en udsat tilværelse i klubben. 

Læs også Duncan er utilfreds med bænkplads under David Nielsen

Spilleselskabet udbyder lige nu odds 2,15 på, at Jacob Nielsen fortsat er AGF-direktør pr. 5. juni 2018. Til sammenligning er der beskedne odds 1,62 at hente på, at han er væk til sommer.

- Det har været en dyr øvelse for Jacob Nielsen at forsøge at bringe AGF tilbage i superligatoppen. Fyringerne af Wieghorst og Riddersholm har indtil videre ingen succes ført med sig, ligesom millioninvesteringer i spillertruppen heller ikke har givet det forventede afkast, siger Thomas Holm, pressechef hos NordicBet, i en pressemeddelelse. 

Thomas Holm mener desuden ikke, at truppen bakker op om måden, klubben ledes på. 

- Uroen kommer endnu engang fra ledelsen, der lever op til prædikatet 'Galehuset'. Når det som nu begynder at smitte af på spillet på banen, kan næste offer meget vel hedde Jacob Nielsen, mener pressechefen. 

AGF besøger søndag Jacob Nielsens tidligere klub, Randers FC, i et østjysk lokalderby.

Er Jacob Nielsen AGF-direktør per 5. juni 2018?

Ja: 2.15

Nej: 1.62