Nu har kro fået sit skilt tilbage
Purhus Kro er glade for, at skiltet nu igen er sat op
På Purhus Kro ved Fårup nord for Randers er smilene store i disse dage.
Kroen har den seneste tid kæmpet for at få ændret et motorvejsskilt tilbage til udgangspunktet, og det er nu sket.
- Det er fantastisk, at det lykkedes, siger kroejer Bettina Larsen fra Purhus Kro, der for første gang så det nye skilt ved motorvejen i går, tirsdag.
Glæden over skiltet skyldes, at vejdirektoratet valgte at ændre det oprindelige skilt, der viste en seng samt en kniv og gaffel. I stedet var der på det nye skilt kun en seng, og det betød ifølge kroejeren, at kroen mistede mange spisende gæster, da turisterne på motorvejen ikke kunne se, at det var muligt at få mad på stedet.
Se: Kro mistede 10.000 kr. om dagen
Ifølge Bettina Larsen mistede kroen et par hundrede tusinde kroner i omsætning sidste sommer, hvor skiltet blev ændret.
Men nu er skiltet altså igen blevet ændret - denne gang tilbage til sit oprindelige udseende med kniv og gaffel. Derfor forventer Bettina Larsen, at turisterne igen vil finde vej til kroen, når det bliver frokosttid.
- Vores personlige holdning er, at vi er glade for, at vi har lokalpolitikere på borgen (Christiansborg, red) og gode lokalpolitikere i området, som har taget sagen op, for ellers var det aldrig gået så stærkt, siger Bettina Larsen