Nu giver de strøm
Den første havmølle leverer nu grøn elektricitet
Den første vindmøllestrøm flyder nu fra Anholt Havmøllepark, der til næste år vil være Danmarks største havmøllepark.
Fredag blev strømmen fra den første mølle sendt ind til land. Møllen blev rejst den 3. september.
Når parken står færdig til næste år, vil dens 111 møller levere strøm til cirka 400.000 danske husstandes forbrug, oplyser parterne bag mølleparken.
- Vi holder tidsplanen og kan derfor allerede nu levere den første grønne strøm til danskerne, siger Christina Grumstrup Sørensen, senior vice president i Dong Energys division for vindenergi.
840.000 danskere ejer møllerne
Halvdelen af mølleparken blev i marts sidste år købt af PensionDanmark og PKA, hvilket gør cirka 840.000 danskere til medejere af møllerne.
- Da afkastet til vores medlemmer er bundet op på produktionen af strøm, er det en glædens dag, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.
I PKA erklærer investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen, at man er stolt over at være en del af Danmarks største rene energikilde. Han glæder sig også over, at projektet er med til at skabe 8000 arbejdspladser.
Leverer hver 3,6 megawatt
De 111 møller i projektet leverer hver 3,6 megawatt, og dermed når den samlede kapacitet op på 400 megawatt.
Møllerne er leveret af Simens Wind Power, mens fundamenterne til møllerne er lavet af Bladt Industries i Aalborg.
Entreprenørvirksomheden MT Højgaard har stået for installation af fundamenterne.