Slut med døgnåbne apoteker: Nu ændres åbningstiderne
Fra 1. januar 2018 lukker 10 af 11 døgnapoteker. Alt i alt er det dog blevet lettere at få medicin, mener apotekerforening
Snart er det ikke længere muligt til enhver tid at hente en pakke penicillin, hostesaft eller anden receptpligtig medicin på det nærmeste døgnåbne apotek. Alle på nær ét på landsbasis lukker nemlig til årsskiftet.
I Østjylland betyder det, at to apoteker, der i dag er døgnåbent, fra årsskiftet ikke længere er det. Sønderbros Apotek i Dytmærsken i Randers er det ene, og Aarhus Løve Apotek på Store Torv er det andet.
Begge apoteker kommer i det nye år i stedet til at have åbent fra kl. 6-24, og det er også tilfældet for langt de fleste andre tidligere døgnåbne apoteker.
Kun Steno Apotek i København holder fortsat åbent døgnet rundt efter 1. januar 2018.
Her er de nuværende døgnåbne apoteker
Her kan du se listen over de nuværende døgnåbne apoteker, og hvad deres åbningstider bliver fra årsskiftet:
Region Hovedstaden:
* Hillerød Frederiksborg Apotek. Fra 1. januar åbent klokken 08.00-21.00 i hverdagene og udvidede åbningstider i weekender og helligdage.
* Steno Apotek. Fortsætter som døgnåbent.
* Sønderbro Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
* Glostrup Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
* Lyngby Svane Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
Region Sjælland:
* Roskilde Dom Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
Region Nordjylland:
* Aalborg Budolfi Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
Region Midtjylland:
* Aarhus Løve Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
* Randers Sønderbros Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
Region Syddanmark:
* Esbjerg Krone Apotek. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag. Dog har apoteket klaget over Lægemiddelstyrelsens beslutning. Sundheds- og Ældreministeriet har endnu ikke truffet afgørelse i sagen.
* Odense Apoteket Ørnen. Fra 1. januar åbent fra 06.00 til 24.00 hver dag.
Kilder: Lægevagten.dk og Lægemiddelstyrelsen.
I resten af landet skal man i stedet ringe til regionernes akutberedskab. Det vil sige lægevagten eller 1813, hvis man er i Region Hovedstaden.
Formanden for Danmarks Apotekerforening, Anne Kahns, hæfter sig ved, at man stadig kan få medicin døgnet rundt, hvis man har behov det.
Har udvidet åbningstider
- Det, som kommer til at kræve tilvænning, er, at der ikke længere er døgnåbent på apotekerne, siger hun.
- Men det er vigtigt at huske, at flere apoteker rundt om i landet har udvidet deres almindelige åbningstider, så de også holder åbent om aftenen. Det er typisk der, efterspørgslen på medicin er stor.
Lukningen af døgnapotekerne er en del af den seneste ændring af apotekerlovgivningen fra 2015.
Her blev det besluttet, at der skal spares 17 millioner på apotekernes vagtordning. Og det sker altså ved at lukke døgnapotekerne mod til gengæld at udnævne vagtapoteker i tre forskellige kategorier: A, B og C.
Vagtapoteker i kategori A har åbent fra 06.00-24.00 alle årets dage. De ligger i ni større byer som Aarhus og Randers.
I 14 mellemstore byer er der vagtapoteker i kategori B. De holder åbent fra klokken 08.00-21.00 på hverdage og har udvidede åbningstider i weekenden. Det er byer som Holbæk, Herning og Vejle.
Læs også
Øget åbne timer med mere end 40 pct.
Kategori C er apoteker i 25 andre byer med åbent fra klokken 08.00-19.00 i hverdagene. Desuden er der udvidede åbningstider i weekenden og på helligdage.
Et andet af målene med apotekerloven var at øge antallet af filialer og skabe større konkurrence mellem apotekerne.
Siden juli 2015 er der åbnet over 140 apoteker, fortæller apotekerformand Anne Kahns.
- Og samlet set har vi øget de åbne timer med mere end 40 procent.
- Alt i alt er det blevet lettere for borgerne at få fat på medicinen, siger hun.