Nu flytter Aarhus Kommune ind i udsat boligområde

Tirsdag flyttede de første medarbejdere fra Aarhus Kommune ind i deres nye kontorfællesskab i Gellerup. Det skal gøre Gellerup til en mere attraktiv bydel

Aarhus Kommune har i denne uge været i fuld gang med at flytte ind i deres nye kontorfællesskab i Gellerup.

Aarhus Kommunes helhedsplan, der skal gøre Gellerup til en ny, attraktiv bydel, er i fuld gang med at blive til virkelighed.

I disse dage er omkring 1.000 medarbejdere fra Aarhus Kommune nemlig ved at flytte ind i deres nye kontorfællesskab på Blixens Boulevard i Gellerup. Navnet på det nye kommunale kontorhus er ”Blixens”, og det skal være med til at sikre arbejdspladser i området.

- Det er super spændende. Nu har vi arbejdet på det i mange år, og så skal vi se, om det fungerer, og om folk bliver glade, siger Bente Sejersen, der er projektchef på byggeriet for Aarhus Kommune.

00:45

VIDEO: Her kan du se, hvordan der indtil videre ser ud inde i "Blixens". 

Luk video

Vil skabe ny aktivitet i området 

Flytningen af de mange medarbejdere, der først og fremmest kommer fra kommunens afdeling for Teknik og Miljø, sker for at skabe ny aktivitet i området. Et område, der tidligere har været kendetegnet ved mange ressourcesvage indbyggere.

- Vi har valgt at lave en administrationsbygning, som er meget mere end en administrationsbygning. Den er tænkt som en bygning, der kan bruges til meget andet end en kontorbygning. Der skal være liv mange flere timer, og det håber vi så giver en god synergi med dem herude i området, siger Bente Sejersen.

Læs også Gellerup rives ned og bygges op: - Det er et langt træk

Der kommer blandt andet både til at være cafe og restaurant, fortæller hun.

Aarhus Kommune får selskab  

De ansatte i Aarhus Kommune får også selskab af Danmarks måske højeste plantevæg. Den skal både bidrage til at gøre bygningen til et byrum for beboerne men også til at skabe et bedre arbejdsmiljø.

Læs også Gellerupparken får gigantisk væg af planter

- Udover at væggen er utrolig smuk visuelt, så kan vores planter også være med til at forbedre indeklimaet, hæve luftfugtigheden og skabe noget miljø, forklarede René Lund, direktør hos Natural Greenwalls, til TV2 ØSTJYLLAND til november måned.

Og det er ikke kun Aarhus Kommune og beboerne i området, der får gavn af det. Udover de kommunale medarbejdere flytter 50 medarbejdere fra Østjyllands Politi nemlig også ind i det nye byggeri. 

01:22

VIDEO: Vi var ude i Gellerup, da plantevæggen var i gang med at blive lavet. Se indslaget her.

Luk video