Nu får p-vagterne i Aarhus kameraer på uniformen

Gennem længere tid har p-vagterne i Aarhus måtte leve med vold og trusler i dagligdagen. Nu bliver de udstyret med kropskameraer

P-vagterne i Aarhus bliver nu udstyret med kropskameraer for at forebygge episoder med vold og trusler

Efter længe at have presset på for at få lov til at udstyre sine p-vagter eller såkaldte cityassistenter med kropskameraer, har Aarhus Kommune nu fået den nødvendige tilladelse. I løbet af en måneds tid vil mange af vagterne derfor blive udstyret med kameraerne.

Af hvad jeg hører, er vagterne glade for, at det nu lykkes. Så håber vi på, at kameraerne kan være med til at begrænse episoderne med vold og trusler.

Kim Guldvad Svendsen, Aarhus Kommune

Det fortæller chefen for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune, Kim Guldvad Svendsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- I tirsdags fik vi en mundtlig tilladelse fra Datatilsynet, og i løbet af denne uge kommer så den skriftlige. Vores leverandør har dog ikke lige 25 af de her kropskameraer på lager, så der går lige lidt, inden p-vagterne får dem, siger Kim Guldvad Svendsen.

Læs også Cityassistenter presser på for tilladelse til at bære kamera

Chikane som verbale tilsvininger, trusler og vold fik for fire og en halv måned siden Drift og Myndighed til at søge om tilladelse hos Datatilsynet til, at cityassistenterne kan bære kropskameraer.

Siden har man dog måtte vente med tålmodighed på svar fra tilsynet. Men efter rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), for en lille måned siden gik ind i sagen og skrev til justitsminister Søren Pape Poulsen (K), er der kommet skred i sagen.

Flere bliver sygemeldt

- Af hvad jeg hører, er vagterne glade for, at det nu lykkes. Så håber vi på, at kameraerne kan være med til at begrænse episoderne med vold og trusler, siger Kim Guldvad Svendsen.

Siden juli har kommunen registreret 17 episoder med chikane af p-vagterne. De otte af dem er blevet anmeldt til politiet.

01:02

Teknik-rådmanden Kristian Würtz har tidligere presset på for at få tilladelsen i hus. Se hvorfor i interviewet her. 

Luk video

- Det kan de jo ikke holde til i længden. Jeg har desværre flere medarbejdere, som har været langtidssygemeldt på grund af trusler og overfald, fortæller driftschefen.

At en form for overvågning kan have en gavnlig effekt, har Aarhus Kommune allerede erfaret. For de medarbejdere, der sidder på kontoret og tager imod klager over p-bøder, har tidligere været vant til daglige trusler.

Læs også Chikane og trusler er hverdagskost for P-vagter i Aarhus

- Men nu fortæller vi dem, der ringer ind, at samtalerne bliver optaget. Og det har betydet, at vi er nede på i gennemsnit en træls episode om ugen, siger Kim Guldvad Svendsen.

Han regner med, at alle p-vagterne i Aarhus i løbet af et par måneder er udstyret med kropskameraerne. De bliver svære at se på uniformerne, men vagterne får skrevet på deres tøj, at de går rundt med kameraer. 

Episoder i oktober

Her er et lille udsnit af de episoder, som p-vagterne blev udsat for i oktober: 

17/10, Vesterbrogade: En borger slår en cityassistent på hånden og truer cityassistenten på livet. Cityassistenten aktiverer sin overfaldsalarm, og politiet kommer og afhører borgeren. 

17/10, Poul Martin Møllers Vej: En borger truer to cityassistenter i en grad, så de aktiverer deres overfaldsalarm. Politiet kommer og tager rapport. 

27/10, Kalkværksvej: Cityassistenter er vidne til et voldsomt overfald på gaden. De modtager efterfølgende trusler på livet, hvis du udtaler sig om episoden. Politiet kommer og foretager anholdelse i sagen. 

28/10, Vesterbrogade: En cityassistent bliver slået i maven efter at have givet en afgift til en borger, der har parkeret sin bil på fortovet. Politiet anholder borgeren.