Lå i koma i tre år efter brutalt overfald: Nu er Tobias død
En voldsom voldssag fra Aarhus har nu fået en endnu mere trist afslutning, uden at politiet har kunnet finde frem til gerningsmanden
Den 9. maj 2014 blev Tobias Ebeling brutalt overfaldet i det centrale Aarhus. Han blev slået flere gange i hovedet med et jernrør, og har indtil for nylig ligget i koma. Forrige mandag afgik han ved døden, imens gerningsmanden stadig går frit rundt.
- For os ændrer det ikke meget. Teknisk set handler sagen nu om vold med døden til følge i stedet for grov vold, hvis det kan bevises, han er død som følge af skaderne i forbindelse med overfaldet. Sagen er dog stadig henlagt hos os, da vi ikke har nye spor at forfølge, siger politiinspektør hos Østjyllands Politi, Lau Thygesen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Især faderen til Tobias Ebeling har været ude at kritisere politiets arbejde og manglende evne til at få et gennembrud i sagen. Politiet afviser, at der ikke er gjort nok.
- Vi har brugt rigtig mange ressourcer. Der blev sendt seks patruljer til gerningsstedet kort efter overfaldet, der blev sikret spor, gerningsstedet blev minutiøst gennemsøgt og vidner er afhørt for blot at nævne nogle af vores efterforskningsskridt, fortæller Lau Thygesen.
Kort efter anholdt Østjyllands Politi tre mænd i sagen, men det lykkes aldrig at løfte bevisbyrden mod dem, og de blev løsladt igen.
Læs også
- Det er lang tid siden, at der har været nye informationer i sagen, vi kunne arbejde videre med, så medmindre der kommer flere interessante henvendelser, så er den henlagt, siger Lau Thygesen og fortsætter:
- Jeg mener, at vi har gjort alt, hvad der kan gøres.
Overfaldet skete på hjørnet af Åboulevarden og Skolegade kl. 04.50 fredag morgen den 9. maj 2014.