Nu er mændenes fitness-disciplin her: Øl-yoga

Den seneste trend i fitnessverdenen indebærer yoga og øl, og snart kommer den til Aarhus

Foto: www.bieryoga.de

Foto: www.bieryoga.de

1 af 2

Alt bliver godt med øl. Sådan lyder mange mænds motto, og derfor er der umiddelbart lagt op til en succes, når trenden øl-yoga rykker til Aarhus til september. I hovedtræk går øl-yoga ud på at kombinere øl og yoga for at mærke kroppen på en ny måde.

I Aarhus er det Folkeuniversitet, der planlægger det noget særprægede yoga-arrangement den 23. september, og allerede nu er interessen stor.

Læs også Skål! Øltjener-uddannelse flytter til Silkeborg

- Vi har allerede solgt billetter, selvom eventen først blev offentliggjort på Facebook for omkring 20 timer siden. Indtil nu har 900 erklæret sig interesserede i begivenheden, så de 80 pladser bliver nok lette at få besat, siger projektleder hos Folkeuniversitet, Johanne Greibe Andersen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Trenden øl-yoga er i øjeblikket voldsom populær i storbyer som Berlin og London, og det er da også fra førstnævnte, at underviserne i fitness-disciplinen kommer.

- Med øl-yoga når vi et nyt publikum, for vi kan se, at især mange mænd har fået vækket deres interesse for yoga nu. De får nogle nye oplevelser, og underviserne fra Berlin er gode til at skærpe sanserne, forklarer Johanne Greibe Andersen.

Læs også Kiwi lukker alle butikker: 1600 ansatte mister jobbet

Det er i forbindelse med Folkeuniversitets vidensfestival om det gode liv og mad, at øl-yoga tilbydes. I løbet af en times seance, bliver deltagerne tilbudt to øl.

- Først er der et foredrag med psykolog Rune Kappel fra Aarhus Universitet, inden deltagerne skal dyrke yoga, hvor de undervejs drikker øl i forskellige positioner, fortæller projektlederen. 

Du kan læse mere om arrangementet og se, hvordan du tilmelder dig via dette link.