Nu er Khader klar til valg
Er nu også formelt De Konservatives kandidat
Den sidste formalitet blev torsdag aften ryddet af vejen i Naser Khaders bestræbelser på igen at få en plads i Folketinget.
Khader deltog i løbet af aftenen i to opstillingsmøder på henholdsvis Restaurant Skovbakken i Odder og i den konservative vælgerforenings lokaler på Dalgas Avenue i Aarhus.
Begge dele var en ren formsag. Dermed er Naser Khader nu officielt konservativ folketingskandidat i både Aarhus Syd- og Skanderborgkredsen.
Bo Zacher Nielsen, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Skanderborg-Odder-Samsø-kredsen, glæder sig over, at Naser Khader nu er kredsens kandidat til Folketinget.
- Vi får en solid kandidat. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Han kan helt klart være med til at trække Østjylland op, siger han torsdag aften til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bo Zacher Nielsen oplyser, at opstillingen af Naser Khader fandt sted uden kamp med andre kandidater.