Nu er fører af sort bil fundet: Søger flere vidner til ulykke

Østjyllands Politi efterforsker stadig vidner til den voldsomme trafikulykke i Hadsten

Den 14-årige dreng blev ramt af bilen og klemt ind mod disse store stenblokke.

Det var på Ellemosevej ved Den jydske Haandværkerskole, at den 14-årige blev kørt ned mandag eftermiddag. Foto: Google Maps

1 af 2

Trafikulykken mandag eftermiddag på Ellemosevej i Hadsten, hvor en 14-årig dreng kom slemt til skade, er stadig på manges læber.

Onsdag blev de tre unge vanvidsbilister, der er sigtet i sagen, løsladt. Umiddelbart efter søgte politiet føreren af en fjerde bil, der var set ved ulykkesstedet. Den person er nu fundet.

Læs også Voldsom ulykke i Hadsten: Alle tre unge bilister løsladt

- Vi har fået kontakt til føreren, men kan ikke sige mere om, hvad han har bidraget med, oplyser politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Kørte hasarderet

Tre unge bilister kørte ifølge politiet for stærkt og hasarderet på vejen, og den ene bilist – en 22-årig mand fra Randers – mistede herredømmet over sin bil og påkørte den 14-årige dreng.

Drengen blev klemt mellem bilen og en stensætning ved Den jydske Haandværkerskole.

- Hvis nogen har set mændenes kørsel eller har andre oplysninger om ulykken, hører vi naturligvis stadig gerne fra dem. Det er især en beskrivelse af deres kørsel, vi er interesseret i, siger Marianne Morgen. 

Læs også Tre unge i vanvidskørsel rammer 14-årig dreng

Den 14-årige dreng har siden ulykken været på operationsbordet flere gange. Seneste nyt om hans tilstand var, at han er uden for livsfare.   

01:19

VIDEO: Et øjenvidne til ulykken blev mødt af et chokerende syn af den 14-årige dreng. 

Luk video