Nu er el-løbehjulene sluppet løs - og forsøget deler vandene

Cykelforhandler ser stort potentiale, mens politi og cyklistforbund advarer

00:52

VIDEO: Cykelforhandler Jan Gaba tager en lille prøvetur på et el-løbehjul i Skejby Centret i det nordlige Aarhus.

- Vi lever i en travl verden, og alle vil gerne hurtigt frem, og el-løbehjulet er et meget hurtigt transportmiddel.

Jan Gaba, der er indehaver af Den Store Cykelsmed i Skejby i Aarhus, er godt tilfreds med, at han netop er begyndt at forhandle el-løbehjul.

Læs også Forår og cykel-boom i Aarhus: - Det er cykelsmedens bedste tid

De er netop blevet lovlige på de danske cykelstier på grund af en ny forsøgsordning, der gælder motoriserede løbehjul og skateboards. 

Jan Gaba er langt fra den eneste cykelhandler, der har taget el-løbehjulene til sig, og Gaba ser stort potentiale i de motoriserede løbehjul. 

- Jeg tror, at el-løbehjulene rammer en bred gruppe. Det kan være én i min alder og så ned til 15 år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Man kan låse el-løbehjulet med en app. En eventuelt tyv kan ikke bruge løbehjulet, hvis den er låst, da oplåsningen styres via mobilen. 

Med mobilen i hånden 

Man skal være 15 år for at køre på et el-løbehjul, og løbehjulene må ikke forvilde sig op på fortove eller ud på veje.

Læs også Odder-drenge på løbehjul Danmark rundt for at bekæmpe kræft

- Man må køre på cykelstierne, og her må man køre op til 20 km/t. Der skal være lys på, ligesom en cykel, og så skal man selvfølgelig tage hensyn til andre, siger Jan Gaba til TV2 ØSTJYLLAND.

Ejeren af et el-løbehjul kan i høj grad styre sit transportmiddel med mobiltelefonen via bluetooth. 

Man kan fastlåse hastigheden til 10 km/t, hvis man låner løbehjulet ud til sine børn.

Jan Gaba, cykelforhandler

- Du kan låse hele løbehjulet med telefonen, hvis du skal ind at handle. Man kan fx også fastlåse hastigheden til 10 km/t, hvis man låner løbehjulet ud til sine børn, siger Jan Gaba til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter: 

- Hvis du har låst løbehjulet med din app, kan tyve ikke kan komme til at bruge det, fordi din telefon styrer oplåsningen. 

Jan Gaba fremviser et el-løbehjul i butikken Den Store Cykelsmed i Skejby i Aarhus.

Politi og cyklistforbund advarer

Det er dog ikke alle, der er lige så begejstrede for, at el-løbehjulene nu er lovlige på cykelstierne.

Rigspolitiet, Dansk Fodgængerforbund og Cyklistforbundet stod således i kø for at advare mod løbehjulene, da forslaget om at lovliggøre de motordrevne løbehjul var i høring.

Læs også VIDEO: Få en tur på den nyindviede supercykelsti

Ifølge Rigspolitiet var det 'meget betænkeligt' at tillade el-løbehjul på cykelstier.

'Det er Rigspolitiets opfattelse, at disse køretøjstyper overvejende bør anses som legetøj, og at det vil medføre en øget risiko for uheld med alvorlig tilskadekomst eller dødelig udgang at introducere de omhandlede køretøjstyper i et til stadighed mere intensiveret trafikbillede', stod der i et høringssvar fra Rigspolitiet.

Læs også Folkeskoleklasse vinder cykler: - Det er så fantastisk at vinde

Samtidig med motoriserede løbehjul og skateboards bliver lovlige på cykelstierne, får små selvbalancerende køretøjer som segboards og uniwheels også lov til at komme ud i trafikken.

De fleste el-løbehjul er udstyret med små finesser såsom forskellige lys. 

Her kan du se reglerne for el-løbehjul

  • Kørsel med motoriserede løbehjul skal foregå på cykelstien.
     
  • Der gælder samme krav til lygter og reflekser for motoriserede løbehjul, som der gør til cykler. Dog skal lygterne altid være tændt under kørsel på et motoriseret løbehjul – også uden for lygtetændingstiden.
     
  • Motoriserede løbehjul må i forsøgsordningen kunne køre maksimalt 20 kilometer i timen ved egen kraft.
     
  • Motoriserede løbehjul er - ligesom cykler - underlagt færdselslovens almindelige agtsomhedskrav og regler om, at man i trafikken skal tilpasse hastigheden til forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed.
     
  • Førere af et motoriseret løbehjul skal være fyldt 15 år. Men de må gerne føres af personer under 15 år, hvis kørslen sker under ledsagelse og kontrol af en myndig person, eller hvis kørslen kun finder sted på skiltede lege- og opholdsområder.
     
  • Færdselslovens bestemmelser om spirituspåvirkning og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom med videre gælder også for førere af motoriserede løbehjul.
     
  • Færdselslovens bestemmelser om forsikringspligt gælder for udlejningskøretøjer. Der er omvendt ikke forsikringspligt for køretøjer, der er privatejede.

 

Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet