Nu er der mere liv i landsbyen
Ørsted håber på flere tilflyttere efter tv-serie
Før TV2-programmet "Landsbyen der ikke ville dø" rullede over danskernes tv-skærme, var det nok de færreste, der kendte til den lille by Ørsted på det nordlige Djursland
De mange minutters sendetid har nu vist sig at være en rigtig god forretning, lyder det begejstret fra Dag Kristiansen, som er bestyrelsesformand for byens kro.
Det var netop Ørsted Kro, som var omdrejningspunktet i tv-serien. Her kunne man følge borgernes kamp for at skabe liv i krostuen og få et indblik i deres forskellige ønsker for fremtiden.
Siden det første ud af fem tv-programmer blev sendt den 27. oktober i år, har mange vist interesse for byen.
- Jeg synes, det er helt fantastisk. Sikke et liv, der er blevet!, siger Dag Kristiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Håbet i Ørsted er, at interessen med årene kan aflæses i antallet af tilflyttere - for selvom byen ikke vil dø, er der brug en tilgang af borgere.
Byens ejendomsmægler, Johnny Andersen fra Realmæglerne Djursland, fortæller, at han har fået flere henvendelser fra folk uden for Ørsted-området, som har fået øjnene op for området takket være tv-programmet:
- Der har været et par familier fra Aarhus, som har henvendt sig, fortæller Johnny Andersen.
Udover at tv-serien har været god markedsføring for byen, har den også været med til at skabe et større sammenhold.
- Så har man noget positivt at snakke om. På landet, der kan man tit snakke om hullerne i osten, siger Dag Kristiansen, formand for Ørsted Kros bestyrelse.
Kom med til Ørsted og mød flere af de lokale ildsjæle i tv-indslaget øverst på siden.