Nu er der frit lejde
Ulovlige våben kan afleveres til politiet
Hvis du ligger inde med et oversavet jagtgevær eller andre ulovlige våben, er det nu, du kan slå til og straffrit aflevere det.
Fra den 1. juni til 1. juli er der frit lejde for at aflevere ulovlige våben på landets politistationer. Det har Politiet, Anklagemyndigheden og Justitsministeriet nu besluttet.
- Det er vores håb, at denne frit lejde-aktion kan fjerne rigtig mange af de ulovlige våben, der lige nu befinder sig i private hjem. Nogle borgere har måske et sådant våben stående, men har ikke haft lyst til at aflevere det, fordi man ikke ville risikere en sigtelse for overtrædelse af våbenloven, siger politiinspektør Claus Nørgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Frit lejde-aktionen gælder også eksplosivstoffer, men af sikkerhedshensyn opfordrer politiet dog til, at disse ikke transporteres til politistationen. I stedet kan man henvende sig og aftale, hvor politiet kan hente dem.