Nu er Den Permanente åbnet igen: - Vi er klar som aldrig før

30 vinterbadere stod klar, da den aarhusianske badeanstalt mandag genåbnede efter stor renovering.

Badeanstalten Den Permanente er blevet renoveret for 20 millioner kroner. Billedet her er fra før renoveringen. Da vinterbaderne bader nøgne, ville de ikke have TV2 ØSTJYLLAND indenfor for at lave friske billeder efter åbningen mandag. Foto: Mikkel Barker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Siden 1. april har vinterbadere i Aarhus trippet utålmodigt. Den populære badeanstalt Den Permanente har været lukket i syv måneder, mens træværk, bolværk og gulve er skiftet ud med nyt.

Mandag morgen var ventetiden forbi. Op mod 30 vinterbadere stod klar allerede fra kl. 6, hvor dørene gik op for brugerne for første gang siden marts.

Læs også Vinterbadere står på spring: Populært badested gennemgår stor forvandling

- Det har været svært at undvære Den Permanente, mens den har været lukket. Det har føltes som rigtig lang tid, siger Anne-Mette Staub, der har været medlem af Vikingeklubben Jomsborg i 20 år.

- Jeg er rigtig glad for, at det er åbnet igen og det var fantastisk at bade i dag. Jeg har det godt i kroppen resten af dagen, når jeg har været i det kolde vand og sauna.

Anne-Mette Staub har vinterbadet fra Den Permanente i 20 år. Hun har virkelig savnet badeanstalten under den syv måneder lange lukning.

Over 80 år gammelt

Renoveringsprojektet har kostet 20 millioner kroner, og for de penge har håndværkerne pillet det eksisterende træ af, kapslet den eksisterende konstruktion ind i en ny og lavet nye trædæk og skørter.

Alt i alt en gennemgående fornyelse af den over 80 år gamle badeanstalt.

Vejret var skønt til badeanstaltens første åbningsdag. 

Alligevel ligner Den Permanente stadig sig selv, fortæller Bo Kræmer, der er bestyrelsesmedlem i Vikingeklubben Jomsborg.

- Alt er ved det gamle. Det er bare nyt, griner han.

- Det gamle træværk er skiftet ud med nyt, men efter de gamle tegninger. Det ser ud, som det har gjort siden 1933, forklarer han.

Udsigten fra saunaen er ikke til at klage over. 

Populært gys

Selv har Bo Kræmer glædet sig utrolig meget til genåbningen.

- Jeg har næsten ikke sovet i nat. Vi er så klar, som aldrig før til at komme i gang med at vinterbade, fortæller han.

- Det har været en stor dag for os alle. En skøn dag.

Vikingeklubben Jomsborg er Danmarks største med 9500 medlemmer og endnu flere på venteliste.

Den Permanente åbnede allerførste gang den 27. maj 1933.

02:46

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND kiggede ind på Den Permanente en måneds tid før åbningen mandag morgen. 

Luk video