Nu bliver det dyrere at køre med bus - sådan undgår du at betale mere

Midttrafik sætter priserne op på enkeltbilletter og pendlerkort den 20. januar, men der er mulighed for at undgå prisstigningerne

Det bliver dyrere at købe enkeltbilletter og pendlerkort hos Midttrafik.

Det bliver dyrere at køre i bus i Østjylland fra den 20. januar, hvor Midttrafik sætter priserne op. Men det er ikke alle billetter, der bliver dyrere at få fingrene i.

Det er nemlig kun enkeltbilletter og pendlerkort, der stiger i pris.

Dem, der rejser på enkeltbilletter i dag, skal overveje, om det ikke kan betale sig at skifte til enten rejsekort eller mobil-klippekort. På den måde bliver det ikke dyrere at rejse.

Henning Nielsen, chefkonsulent Midttrafik

- I marts sidste år havde vi en takstomlægning, hvor det blev dyrere at bruge Rejsekortet og købe klippekort. For at det ikke er de samme kunder, der bliver ramt igen, er det andre typer denne gang, siger chefkonsulent hos Midttrafik, Henning Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Prisen på enkeltbilletter stiger med to kroner. Ændringen betyder, at eksempelvis en 2-zoners enkeltbillet til voksne stiger fra 20 kr. til 22 kr.

01:25

VIDEO: Knud Christian Adelfred kører i bus 54 timer om ugen – helt frivilligt. Han er autist, elsker præcisionen i køreplanen og kan ruterne på samtlige bybusser i Aarhus.

Luk video

Overvej rejsekort eller klippekort

Prisen for pendlerkort stiger mellem 1 og 2 procent. Et 2-zoners pendlerkort til 30 dage stiger fra 375 kr. til 380 kr. I marts steg denne type billet faktisk også.

- Det skyldes, at prisen for pendlerkort er aftalt med togselskaberne DSB og Arriva, fordi det er et fælles produkt, der gælder i både busser, letbane og tog, forklarer Henning Nielsen.

Læs også Jyske Bank angriber dankort: Kan betyde højere gebyrer

Hvis du gerne vil undgå de kommende prisstigninger, så har han et godt råd til passagererne:

- Dem, der rejser på enkeltbilletter i dag, skal overveje, om det ikke kan betale sig at skifte til enten rejsekort eller mobil-klippekort. På den måde bliver det ikke dyrere at rejse.

Stiger hvert år

Normalt er det altid den tredje søndag i januar, at Midttrafik sætter priserne op. Sidste år var der dog en ekstraordinær omlægning, der betød stigninger også i marts.

- Vi følger omkostningsudviklingen, som derfor betyder, at priserne bliver sat op. Tidligere har det været med 1,2 eller 3 procent, forklarer Henning Nielsen.

Vi følger omkostningsudviklingen, som derfor betyder, at priserne bliver sat op. Tidligere har det været med 1,2 eller 3 procent.

Henning Nielsen, chefkonsulent Midttrafik

I en anden boldgade har Silkeborg Kommune, indtil vi når den 20. januar, valgt at sende udarbejdede forslag til nye køreplaner i høring.

På den måde får kunderne mulighed for at kommentere køreplanerne, inden de endelig besluttes.

Kom med kommentarer

- Kommunen ønsker, at lokalruterne i højere grad passer til ringetider på folkeskolerne, så eleverne får mindre ventetid. Herudover ønsker man, at ruter, der har få eller ingen kunder, ændres til Flexbus eller nedlægges, skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.

På Midttrafiks hjemmeside kan man i perioden fra den. 7. - 20. januar se forslagene til de nye køreplaner og indsende sine kommentarer under den enkelte køreplan.

Ændringsforslagene

Nedenfor er en kort beskrivelse af ændringerne:

 

Rute 801 Kjellerup - Vium - Hvam:
En afgang ændres af hensyn til elever på skolen i Thorning.

 

Rute 802 Kjellerup - Gråmose - Vinderslev:
En afgang ændres af hensyn til elever på skolen i Thorning.
Afgangene kl. 9.06 og 17.50 nedlægges.

 

Rute 803 Kjellerup - Mausing - Vinderslev:
Afgangene kl. 9.12 og 17.13 nedlægges.

 

Rute 804 Kjellerup – Sjørslev - Demstrup:
Tre afgange ændres af hensyn til elever på skolerne i Thorning og Kjellerup.
Afgangen kl. 12.50 nedlægges.

 

Rute 805 Kjellerup – Nørskovlund – Ans:
Afgangen fra Kjellerup kl. 16.50 nedlægges.
Afgangene fra Ans kl. 11.30 og 17.25 nedlægges.
Kørsel på skolefridage erstattes af Flexbus.

 

Rute 806 Kjellerup – Levring - Ans:
Afgangene fra Kjellerup kl. 12.02 og 16.13 nedlægges.
Afgangen fra Ans kl. 16.35 nedlægges.

 

Rute 34 Sejs – Hårup – Linå – Mollerup - Laven:
Ruten udvides, så den kører til Silkeborg Gymnasium og Ungdomsskolen om eftermiddagen. Det giver et nyt ruteforløb på de afgange.
Eftermiddagsafgange ændres af hensyn til elever på Sejs Skole.
Fremover betjener ruten ikke Linå, når den kører mod Sejs Skole.
Afgangen kl. 17.00 nedlægges.

 

Rute 35 Frederiksdal - Kragelund - Funder:
Afgangene kl. 8.10 og 9.50 nedlægges.

 

Kilde: Midttrafik