Nu begynder kampen om luftrummet

Arkivfoto.

Fra på tirsdag kan man se DM i luftballon i og omkring Silkeborg

På tirsdag vil himlen over Silkeborg være plettet med farverige luftballoner, når der bliver afholdt 'Nordic Ballon Cup 2017,' hvor omkring 25 luftballoner deltager.

Stævnet foregår fra den 15. august til den 19. august, og folk kan godt begynde at glæde sig, siger presseansvarlig Kirsten Thorbjørn Hermansson. 

- Folk kan glæde sig til at se mange luftballoner på himlen over Silkeborg. Det er jo ikke noget, man ser så ofte, siger hun.

Læs også Balloner over Aarhus

- Og så kan de glæde sig til at se 'Night Glow' ved Langsøskolen i Silkeborg kl. 22 tirsdag eller onsdag, hvor ballonerne vil lyse op på himlen som store kinesiske lamper. Det ser rigtig flot ud, tilføjer hun. 

Meget vejrafhængige

Sidst, der blev afholdt DM i ballonflyvning i Silkeborg, var i 2014, men dengang lykkedes det kun at få ballonerne op én gang på grund af dårlige vejrforhold. 

- Vi er meget vejrafhængige, så det bliver først besluttet et par timer inden, hvornår deltagerne flyver, men det bliver formentlig i tidsrummet kl. 6-8 og kl. 18.30 - 20.30, siger Kirsten Thorbjørn Hermansson.

Luftballonerne kan for eksempel ikke flyve, hvis det regner eller hvis det blæser mere end 7 m/sek.

På Facebook-siden Luftballoner i Silkeborg kan man følge med i, hvornår luftballonerne flyver.

FAKTA OM KONKURRENCEN:

Deltagerne dyster om at kvalificere sig til EM og VM.

Piloten kan kun styre ballonen op og ned, så flyveretningen kan kun styres på de forskellige vindretninger,
der er i de forskellige luftlag. Det betyder i praksis, at dén pilot der er bedst til at aflæse vindretningen i de forskellige luftlag og navigere efter den, er ham/hende, der vil kunne komme tættest på målet.

Når ballonen er så tæt på målet, smider han en lille ”markør,” som består af nogle få gram sand samt en vimpel.

Det er meget vigtigt at lokalbefolkningen eller andre ikke rører ved eller flytter disse markører, da det i så fald vil få betydning få pilotens resultater.