Nu begynder byggeriet af Jysk Park
Silkeborg IF skal have nyt stadion, og første spadestik tages på torsdag den 19. november
Næste torsdag bliver en mærkedag i Silkeborg IFs historie. Her tages nemlig langt om længe første spadestik til byens nye stadion, Jysk Park.
I første omgang skulle spadestikket allerede være taget i slutningen af september, men grundet en overskridelse af budgettet med op mod 18 millioner, blev byggeriet udskudt.
- Vores rådgivere og entreprenører arbejder på at finde besparelser, og om en lille uge forventer vi at have et overblik. I sådan et byggeri er der mange detaljer, og vi kigger på stort og småt. Vi har fået en liste med forslag, som vi kan kigge på, så vi er fortrøstningsfulde, sagde direktør Kent Madsen dengang.
Stadig lang vej til målet
Nu ser det så altså ud til at lykkes med at få taget spadestikket, som vil blive udført af borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum, og købmand Lars Larsen fra Jysk i fællesskab.
Jysk Park forventes opført inden for det næste halvandet år.
I øjeblikket befinder byens ligahold fra Silkeborg IF sig på en sjetteplads i 1. division, så der er stadig et stykke vej op til Superligaen, som er målsætningen at spille i på det nye stadion.