Nu åbner tårnet!
Silkeborg hylder berømt artikekt
Beboerne i Silkeborg får nu mulighed for at komme indenfor i vandtårnet i Amaliegade.
Arkitekten Anton Rosen er mest kendt for de bygninger, han tegnede til Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og for Palace Hotel på Rådhuspladsen i København.
Men han stod faktisk også bag en stribe markante byggerier i Silkeborg, hvor han boede i en årrække.
Lørdag d. 28. september kl. 11 åbner en permanent udstilling med billeder af Rosens bygninger i det fredede vandtårn på Amaliegade i Silkeborg.
Valget af vandtårnet som centrum for udstillingen er ikke tilfældigt. Det 15 meter høje vandtårn er tegnet af Anton Rosen. Det stod færdig i 1902 og er placeret oven på en 40 meter dyb brønd.
Under åbningen af udstillingen vil Silkeborgs borgmester, Hanne Bæk Olsen (S) overrække nøglen til vandtårnet til formanden for guidekorpset "Silkeborg Guiderne".
- Dermed får byens beboere og dens gæster også mulighed for at besøge vandtårnet under de guidede byvandringer om sommeren, oplyser Turisme Silkeborg i en mail til TV 2 | ØSTJYLLAND.