Nu åbner Hotel Ry: Vigtigt for byen med et hotel
Thomas Poulsen mener, at det er vigtig for en by som Ry at have et hotel
Fredag får Ry igen et hotel. Det er det tidligere Blichers Hotel, som i dag åbner under det nye navn Hotel Ry.
Hotellet var tidligere ejet af piloternes pensionskasse, som renoverede de fleste af de 55 værelser. Men det lykkedes ikke de tidligere ejere at gøre hotellet til en overskudsforretning, men nu forsøger Thomas Poulsen at lykkes med lige netop det.
Læs også
- Jeg tror, at det er en god idé for byen og for mig selv, og jeg kan godt li udfordringer og tager dem glad op. Det er noget, vi har arbejdet på længe, for jeg syntes, at det var forfærdeligt, at hotellet skulle stå tomt, og at der eventuelt skulle bygges lejligheder eller lignende, siger Thomas Poulsen, der også ejer Tulstrup Kro
Han har fredag inviteret borgerne i Ry på gløgg og æbleskiver for at indvie byens nye hotel, og han forventer, at op mod 1.000 personer kigger forbi. Og herefter håber han, at folk tager godt imod hotellet og dets 55 værelser, hvad enten man er lokal eller turist.
- Vi bor i et af landets smukkeste områder, så jeg tror på, at der er rig mulighed for både at hive turister og de lokale virksomheder til, siger Thomas Poulsen og fortsætter:
- Jeg tror på, at vi kan få hotellet op at køre, og jeg tror på, at byens borgere har fundet ud af, at det er vigtigt for byen at have et hotel. Så vi håber også, måske er det naivt, at folk og de lokale virksomheder vil bruge os. Og som Ry Outdoor kommer til at udvikle sig, tror jeg på, at vi kommer til at blive et rigtig godt outdoor-hotel.
Du kan se og høre mere om hotellet og overvejelserne bag projektet i videoen øverst på siden.