NRGi Park invaderes af gymnaster
Weekenden står i gymnastikkens tegn i NRGi Park i Århus, hvor flere tusinde gymnaster giver forårsopvisninger.
14. mar 2008, kl. 10:08
Mere end 30 dage gammel
Det er DGI Østjyllands-landsdelsforening, der er vært ved opvisningerne, som strækker sig over hele tre weekender i denne måned.
Opvisningerne vil være en farverig blanding af de dygtigste gymnaster og dem, der bare synes, det er hyggeligt.
Fredag aften er det de voksne gymnaster, der optræder i parkens Store Hal, og lørdag er det de unge, der skal underholde.
Tilskuerne vil kunne se uddrag fra stort set alle gymnastik-genrer - lige fra rytme, spring og rope skipping til powertumbling. Og ved man ikke, hvad sidstnævnte er, kan det altså blive opklaret ved at smutte forbi NRGi Park i denne weekend.