Novo hylder østjysk lærer med fornem pris

Gymnasielærer Thomas Skadhede modtager pris for at have udviklet undervisningsformer og materialer på Paderup Gymnasium

Gymnasielærer Thomas Skadhede (tv) modtager Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2017. Til højre er det rektor Allan Friis Clausen fra Paderup Gymnasium. Foto: Paderup Gymnasium/Novo Nordisk Fonden

Torsdag blev Thomas Skadhede, der er lærer på Paderup Gymnasium, hædret med Novo Nordisk Fondens Gymnasielærerpris 2017.

Udover æren følger der penge med. Thomas Skadhede kan således sætte 50.000 kroner ind på sin konto.

Derudover modtager Paderup Gymnasium 200.000 kroner, som skal bruges til at udvikle undervisningen i biologi og bioteknologi. 

Thomas Skadhede får prisen for at have udviklet innovative undervisningsformer og ­materialer. 

Som eksempel nævner Paderup Gymnasium på sin hjemmeside, at Thomas Skadhede har stillet nogle af sine elever på det naturvidenskabelige grundforløb en mordgåde, som de skal løse for derefter at omsætte deres løsning til en kort spillefilm.

Ideen er så populær, at den danner skole for andre uddannelsesinstitutioner. 

Læs også Ida lider af angst: Nu hjælper hun andre børn og unge

Thomas Skadhede er derudover redaktør og hovedforfatter på et nytænkende lærebogsprojekt, der samler forløb til alle gymnasiets niveauer i biologi og i bioteknologi og bringer bogen ud i den digitale medieverden.

Dele af materialet har form af podcasts, så de unge kan høre lektier på vej til og fra skole.

Thomas Skadhede er stolt af prisen.

- For eleverne kræver det blod, sved og nogle gange tårer at lære noget nyt, men det hele bliver lettere, hvis det samtidig er lidt sjovt undervejs. Jeg sætter en ære i, at eleverne får en god oplevelse, mens de lærer, siger han til hjemmesiden.

Allan Friis Clausen, rektor på Paderup Gymnasium, bifalder valget af Thomas Skadhede.

- Han er en ildsjæl, der brænder for biologi og bioteknologi. Og han formår at vække elevernes interesse for disse fag ved sit store engagement og sine kreative evner som formidler, siger han.