Nostalgi på Northside: Tre top-navne klar til festivalen

Northside præsenterede i dag C.V. Jørgensen, Nik & Jay og Dizzy Mizz Lizzy til næste års festival

Foto: Torben Christensen / Axel Schütt / Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Indtil nu har aarhusianske Northside haft fokus på at offentliggjorde store internationale navne til næste års festival, men nu kommer der danske stjerner på plakaten.

C.V. Jørgensen er efter otte års anonymitet tilbage på scenen, når han giver koncert om lørdagen til Northside i begyndelsen af juni næste år.

Læs også Det islandske ikon Björk optræder på Northside

- Sangskriveren bag "Det si’r sig selv", "Sæsonen er slut", "Det ganske lille band" og "Costa del Sol" er i en klasse for sig selv, og for mange er han den allerstørste af de store. Det bliver derfor en usandsynlig stor fornøjelse at få besøg af C.V. Jørgensen, lyder det fra Northside.

Han får så selskab af hitmagerne Nik & Jay, der siden 2002 har solgt flere end 400.000 plader, og utallige gange har duoen fået gode anmeldelser af både publikum og de hårde kulturkritikere.

Der er stadig et flertal af glade gæster, der glæder sig til de tre nye navne, og som regner med at have en fest under koncerterne.

John Fogde, Northside

Men skiller Nik og Jay med sin meget poppede stil sig ikke ud fra de kunstnere, Northside ellers plejer at præsentere?

- De danske navne skiller sig da nok lidt ud ja, men vi oplever, at publikum godt kan lide de store danske stjerner. Koncerterne med dem er altid de mest besøgte - det har vi tidligere set med Thomas Helmig, Mø og Suspekt, og så er det mindre interessant, hvis eksempelvis Nik & Jay er mere poppede end andre navne, siger talsmand for Northside, John Fogde, til TV2 ØSTJYLLAND.

Lever med kritikken

Offentliggørelsen af de tre hjemlige stjerner har da også affødt lidt kritik på Facebook, men den lever talsmanden med.

- Der er stadig et flertal af glade gæster, der glæder sig til de tre nye navne, og som regner med at have en fest under koncerterne, siger John Fogde. 

Læs også Fire navne klar: Frank Oceans gode ven kommer på Northside

Han forklarer, at billedet med mere kritik af de danske navne er gået igen gennem årene, på trods af at folk strømmer til deres koncerter, når de begynder under festivalen.

- Måske skyldes det, at navnene ikke er lige så interessante som de udenlandske, når de bliver præsenteret, lyder det fra ham.

Måske skyldes det, at navnene ikke er lige så interessante som de udenlandske, når de bliver præsenteret.

John Fogde, Northside

Sidste nyt skud på Northside-stammen er Dizzy Mizz Lizzy, der sidste år udgav deres første album i 20 år.

Dermed er der i alt 13 navne klar til næste års festival, og i det foreløbige program er de største navne Björk, The National og Queens of the Stone Age.

Northside 2018 løber af stablen den 5.-7. juni.