Northside vil være endnu grønnere i 2016
Sidste års Northside-festival var mere bæredygtig end tidligere. Derfor er der nu sat nye målsætninger for dette års festival, hvor maden i boderne blandt andet skal være 100 procent økologisk
Flere økologiske madboder, mere affaldssortering og indsamling af overskudsmad. Det var bare nogle af de bæredygtige indsatsområder Northside-festivalen havde på dagsordenen ved afholdelsen i 2015.
Indsatsen slog alle tidligere rekorder. Det viser en ny bæredygtighedsrapport, som festivalen har fået foretaget. Det lykkedes at sortere 53 procent af affaldet, hvilket er en fremgang sat op mod tallene fra 2014. Et minimumskrav af økologi medførte, at 80 procent af maden på tværs af madboderne var økologisk, og så indsamlede og uddelte festivalens fødevarebanke 940 kilo overskudsmad.
Northside bag ny cafe for unge hjemløse
- Vi er overordentlig stolte over at være kommet i mål med så mange af målsætningerne for sidste års festival, men det stopper naturligvis ikke her. Vi har fortsat en ambition om at blive en 100 procent økologisk og affaldsfri festival, og inden for økologi kommer vi rigtig tæt på målet til sommer. Her bliver minimumskravet for alle madboder nemlig 90 procent, hvilket svarer til et økologisk guldmærke, og vi vil også øge vores indsats inden for drikkevarer, så der kommer endnu flere økologiske produkter ud i barerne, siger talsmand for festivalen John Fogde i en pressemeddelelse.
Arbejdet med affaldssortering fortsætter også i 2016, hvor målet er, at 60 procent af alt affald på Northside vil blive sorteret og genanvendt.
Northside bliver i år afholdt fra den 17. til den 19. juni.