Northside: Vi er hårdt ramt
Northsides talsmand ærgrer sig over de aflysninger, som Northside efterhånden har haft en del af i årenes løb
Engelske Sam Smith har aflyst sin optræden på Northside. Det skyldes en forestående operation på stemmebåndet.
Se: Stjerne aflyser på Northside
Dermed går han ind i rækken af store navne, som i løbet af Northsides forholdsvist korte historie har aflyst en koncert på den aarhusianske festival. Her kan blandt andet nævnes Modest Mouse, Mumford & Sons, Blok Party, The Temper Trap, Temples og St. Vincent.
- Vi har været usædvanligt hårdt ramt (af aflysninger, red.). Både i al almindelighed og i sammenligning med andre festivaler, siger Northside-talsmand John Fogde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Alle har de aflyst af forskellige årsager, men fælles for dem er, at det er umuligt at gardere sig imod, siger John Fogde.
- Det er yderst frustrerende, at vi ikke kan gøre noget ved det. Vi er fuldstændig magtesløse. Vi kan jo ikke bare råbe ad ham (Sam Smith, red.) for at få ham til at spille, siger John Fogde.
Nu går den vilde jagt på en afløser, men det er svært at sige, hvad der kan lade sig gøre.
- Vi har nogle følere ude, og vi er jo ikke den eneste festival, der er påvirket af hans aflysning. Vi har kontaktet de festivaler, vi kender, for at slå hjernerne sammen og måske byde på den samme artist. Men det er ikke let for nogle af os, siger John Fogde, der ikke kan love, at der kan nå at blive præsenteret et navn i samme størrelsesorden som Sam Smith.
Til gengæld kan han love, at Sam Smith vil blive inviteret igen.
- Jeg tror kun, at han bliver et større og større navn, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at få ham til at spille på Northside engang i fremtiden, siger John Fogde.