Northside Rooms udsolgt på få timer
Ny billettype kombineret med hotelværelse er udsolgt
Onsdag offentliggjorde Northside, at man til sommerens festival i Aarhus som noget nyt havde mulighed for at købe en partout-billet kombineret med hotelovernatning til festivalen.
Torsdag, efter kombi-billetten havde været til salg i cirka fem timer, var denne nye billettype udsolgt, oplyser den aarhusianske musikfestival.
- Det havde vi overhovedet ikke regnet med. Det er første gang, at vi gør det, og billetten har en anseelig pris (4.495 kr., red.), så vi er ret overrasket over det, men vi er glade for, at folk har taget så godt imod det, siger John Fogde, der er talsmand for Northside, til tv2oj.dk.
Nortside Festival skiller sig ud fra andre festivaler som for eksempel Smukfest i Skanderborg, da der ikke er stort campingområde, som festivalens gæster bor på.
Derfor har der de seneste år været rift om byens hoteller i perioden, hvor festivalen finder sted, ligesom private lejer værelser ud, og der bliver lavet små teltlejre i private haver.
Northside - nu med overnatning
Et begrænset antal
John Fogde ønsker ikke at oplyse præcist, hvor mange festivalbilletter kombineret med hotelovernatninger på Radisson Blu, der er solgt, men han siger:
- Det er et begrænset antal, vi har haft til salg. Det er på ingen måde et signal om, at vi vil drive hoteldrift. Det handler mere om at sende et signal om, at der bliver udsolgt på hotellerne i Aarhus i den periode, og at folk skal være ude tidligt, siger John Fogde.
Han ved endnu ikke, om festivalen kan finde på at sætte flere af denne type billetter til salg.
- Nu skal vi evaluere det, og så må vi se, hvad vi finder ud af, siger John Fogde.
Nortside Festival finder sted i dagene 17.-19- juni 2016. Her kan gæsterne blandt andet opleve Lukas Graham, The Minds of 99 og Beck.