Northside klar med nyt hovednavn: Frank Ocean til Aarhus

Frank Ocean gæster Northside Festival i Aarhus til sommer

Foto: JAMES LAWLER DUGGAN, SCANPIX

Northside Festival har netop offenliggjort, at Frank Ocean er nyt hovednavn til sommerens store musikalske fest i Ådalen i Aarhus.

- Vi er meget begejstrede over, at det er lykkedes os at få publikums to mest ønskede navne på næste års Northside-plakat. Radiohead og Frank Ocean er meget sjældne gæster her i landet, så det er ret vildt, at det lykkedes os at booke dem til samme år, siger John Fogde, talsmand for Northside, i en pressemeddelelse.

Han forventer, offentliggørelsen af Frank Ocean sætter endnu mere fut i billetsalget, som der allerede har været mere gang i end på noget tidligere tidspunkt i festivalens historie.

Læs også Thomas Helmig ny på Northside-plakaten

Frank Ocean spiller på Nortside fredag den 9. juni. Han har kun besøgt Danmark en enkelt gang - det var i 2013, hvor han spillede i København.

John Fogde hæfter sig ved, at Frank Oceans debutplade universelt blev udråbt som et mesterværk - og mystikken omkring ham som person og hans beslutning om kun at spille ganske få koncerter gjorde blot nysgerrigheden større.

John Fogde nævner, at der har været et stort pres på Frank Ocean for at komme med en hurtig opfølger, der kunne bygge videre på den store succes.

I stedet forsvandt Frank Ocean nærmest fra jordens overflade og dukkede kun sjældent op, indtil han i juli 2016 begyndte at smide hentydninger til, at han ville udgive et album i år. Efter en række tilløb udkom 'Blonde' officielt i august.

Programmet for Northside 2017 ser på nuværende tidspunkt sådan ud: Radiohead, Frank Ocean, Run The Jewels, Bastille, Thomas Helmig, Mø, Veronica Maggio, Phlake, Liss og Bisse.

Northside foregår i dagene 9.–11. juni i Ådalen ved Aarhus, og billetter kan købes via Northside.dk.

Nedenfor kan du høre en smagsprøve med Frank Ocean

Frank Ocean - Swim Good