Northside har haft vokseværk
Den aarhusianske festival er vokset markant gennem årene
Når Northside i weekenden løber af stablen for sjette gang, er det med markant flere gæster, end der var første gang.
Festivalen har nemlig rykket sig enormt i dens fem leveår.
Da Northside Festival blev afholdt for første gang i 2010 var det kun en endagsfestival, som fandt sted på Tangkrogen i det centrale Aarhus. I debutåret er der kun danske navne som Nephew, Mew, Veto, Turboweekend og Selvmord på programmet.
Her besøgte 5.000 festivalen.
I 2011 blev festivalen flyttet til det vestlige Aarhus, nærmere bestemt Ådalen i Åbyhøj. Nu varer festivalen to dage, og musikprogrammet domineres af internationale navne med hovednavnene Band of Horses, Editors, Interpol, The Streets, Tina Dickow, Suede og White Lies.
Hele 14.500 gæster strømmer til, og det giver festivalen problemer med mangel på både øl, mad og toiletkapacitet.
To dage bliver til tre, og én scene bliver til to
I 2012 strækker festivalen sig over tre dage, og én scene bliver til to. Der er kommet styr på problemerne med mad og toiletter, men festivalen møder en udfordring, da den afgørende EM-kamp mellem Danmark og Tyskland falder sammen med to af festivalens hovednavne søndag.
Men 18.000 besøger festivalen for at opleve hovednavne som Justice, Snow Patrol og The Stone Roses.
I 2013 introducerer festivalen så en tredje scene, som primært har fokus på yngre navne. Allerede i slutningen af april lyser de røde lamper, da alle partoutbilletter bliver udsolgt.
Hele 25.000 gæster strømmer til for at opleve blandt andre Arctic Monkeys, Band of Horses, The Flaming Lips, Kashmir, Keane, The Knife, Nephew, Nick Cave & The Bad Seeds, Phoenix, Portishead og Trentemøller.
35.000 besøgende og godt vejr
I 2014 udvider Northside Festival nok en gang og sætter besøgsrekord med 35.000 mennesker. Også festivalpladsen udvides, så der er plads til alle. Festivalen oplever for første gang godt vejr igennem alle dagene.
Hovednavnene var Arcade Fire, Röyksopp & Robyn, Lana Del Rey, Queens of the stone age, The National, Asap Rocky, Pixies, Mew og Rhy.
Også i år regner man med 35.000 gæster, når man kan opleve blandt andre The Black Keys, Alt-J, Placebo, Ben Howard og Wu-Tang Clan.
Kilder: Ritzaus Bureau og Northside.dk