NorthSide-gæster føler sig trygge
Sikkerheden er synlig på årets NorthSide, og det er godt, lyder det fra flere festivalgæster
Nicklas Bøgelund føler sig tryg som gæst på NorthSide, der åbnede fredag.
- Jeg føler mig rigtig tryg. Der var godt med security ude foran og rigtig mange bomme, siger han.
Østjyllands Politi har i samarbejde med PET og arrangørerne taget nøje bestik af sikkerheden på årets udgave af NorthSide.
Det sker i kølvandet på tragedien i Manchester i maj, hvor flere end 20 personer blev dræbt, da en koncert blev ramt af et terrorangreb.
- Vi har snakket om sådan noget: Kan der komme en bombe? Hvad nu hvis det ikke er en bombe? Det kunne også være så meget andet. Vi regner med, at sikkerheden er i orden, siger Signe Damborg Jensen, der er med på årets NorthSide.
Læs også
Therese Malthe Ludvigsen, en tredje festivalgæst, siger:
- Det er fedt, at der er sikkerhed, men så meget tænker vi ikke over det. Man kan jo ikke stoppe med at tage til festival og nyde livet. Man kan heller ikke have, at man går og er bange hele tiden, siger hun.
Østjyllands Politi ønsker selvsagt ikke at gå i detaljer med, hvordan man griber opgaven med NorthSide an.
- Vi har planlagt en politiindsats, som modsvarer det, vi ser rundt omkring, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Øverst kan du møde de tre festivalgæster.