Northside Festival melder udsolgt på fredagsbilletter

Northside Festival melder udsolgt på fredagsbilletter. Det sker få dage før, det færdige program bliver offentliggjort

Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Liam Gallagher, The National og Queens of the Stone Age var nogle af de navne, der skulle få de musikglade østjyder til at dukke op til Northside Festival, og det kunne godt se ud som om, at billetsalget til årets festival er godt på vej. De kan i hvert fald melde udsolgt på fredagsbilletter.

- Det går godt med billetsalget. Vi er også foran på partoutsalget i forholdt til alle år pånær sidste år, som var et lidt specielt år for festivalen. Vi tror også at det kommer til at rykke endnu et gear op, når vi kommer med den færdige plakat på tirsdag, siger talsmand for Northside John Fogde til TV2 ØSTJYLLAND. 

Festivalsgæster på Northside kan om fredagen blandt andet se den britiske kunstner Liam Gallagher. Foto: Jose Jordan - Ritzau Scanpix

40.000 personer var i 2017 til Northside Festival i Aarhus. Helt så mange bliver der ikke i år. Festivalen har nemlig skåret lidt ned på antallet af mennesker på pladsen.

- Vi har kigget på det internt og kigget på pladsens opbygning. Vi har også lavet evalueringer i samarbejde med publikum, og folk havde syntes, at der var lidt trangt, siger John Fogde. 

Program præsenteres tirsdag

Kunstnere som Beck, Björk og Dizzy Mizz Lizzy er allerede blevet præsenteret til årets festival, men det fulde program kommer først ud på tirsdag, og hos Northside regner man med, at det vil sætte yderligere skub i billetsalget.

Læs også Britpop-ikonet Liam Gallagher kommer til Aarhus

Sidste år kunne festivalen melde udsolgt i allerede i april, så tidligt forventer man ikke, at det bliver i år, men man vil ikke komme med en egentlig prognose for hvornår man regner med, at årets festival bliver udsolgt.

- Det er svært at sige noget om. Men internt håber vi på, at vi kan melde udsolgt inden festivalen starter, siger John Fogde.

Årets Northside Festival løber af stablen fra den 7. til den 9. juni. 

I videoen herunder kan du se sidste års Northside fra luften:

00:34 Luk video