Northside advarer: Pas på solen
Northside Festival løber af stablen over weekenden, og alt tyder på, det varme vejr fortsætter. Nu opfordrer festivalen gæsterne til at respektere solen
Den aarhusianske festival, Northside, slår dørene op torsdag, og det er med rekordmange gæster. Traditionen tro bliver der masser af musik, øl og festende unge, men der dog en ting, der bliver anderledes end sidste år.
Det ser nemlig ud til, at regnen udebliver, og festivalgæsterne kan se frem til solskin og en tør festivalplads.
Men det betyder ikke, at der ikke skal tages forholdsregler.
Læs også
- Vi opfordrer alle til at tage en vandflaske med derud. Man kan fylde tomme plastikflasker med skruelåg op gratis ude på pladsen ved alle vores vandposter, siger John Fogde, der er talsmand hos Northside, til TV2 ØSTJYLLAND.
Sejl beskytter mod solen
Faktisk forventes solen at blive så intens, at festivalen opfordrer gæsterne til at bruge de sejl, der egentlig er blevet sat op for at beskytte mod regnen, til at finde skygge mod den barske sol.
- Solcreme i tuber er også en rigtig god ide, og så skal folk bare generelt passe godt på sig selv. Der bliver varmt, og nogle gange glemmer folk at drikke vand og spise, fordi de har det for sjov.
Den aarhusianske festival har ingen teltplads, og givet regnen de seneste år har gæsterne formentlig ikke savnet at bo under et nylon-tag.
- Det er femte gang, jeg skal afsted i år. Jeg kan godt lide, det er en lokal festival. Jeg bor i Aarhus, og det er rart at kunne komme hjem og sove, siger Kirstine Svejstrup, der især ser frem til at se et af Northsides hovednavne, nemlig N.E.R.D.
Læs også
Det tørre, varme vejr kan dog give andre udfordringer end solskoldninger – det betyder nemlig også en større brandfare. Festivallen forsikrer dog om, at der er taget højde for alt.
- Der er ingen brandfare derude. Der bliver vandet, lige inden publikum kommer. Vi har en god dialog med politi og brandvæsen, og vi har fået tilladelser til at bruge åben ild i alle de boder, der har brug for det, siger John Fogde.