Norge kopierer dansk succeshistorie
I maj lagde Aarhus Universitet danmarkshistorien på nettet. Det er blevet så stor en succes, at Norge nu vil kopiere den.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Anne Sørensen, der leder det danske projekt, rejser snart til Oslo for at fortælle kolleger på universitetet der, hvad det kræver at lave sådan et projekt, hvad der kræves af forskerne og hvilke fejl, man ikke skal begå.
- Universiteterne i Århus og Oslo samarbejder, og da de på Historisk Institut i Oslo hørte om danmarkshistorien.dk og fulgte den på afstand, fandt de ud af, at det er et godt projekt. Så nu vil de selv i gang, siger Anne Sørensen til avisen.
Også herhjemme søger udenforstående at få del i succeshistorien.
- Undervisere, forskere, museer, forlag, medievirksomheder og it-virksomheder har henvendt sig til os, fordi de vil samarbejde, fortæller projektlederen.
- Jeg troede, det ville tage længere tid, men det er tydeligt, at siden allerede er i folks bevidsthed, og den har potentiale til noget stort. Vi regner med at præsentere computerspil og anden underholdning med historien som tema, og til undervisning går vi efter et virtuelt rum for læring, siger Anne Sørensen.