Nordens bedste sommerland

Djurs Sommerland kåret som Nordens bedste

Mere end 20.000 børnefamilier har stemt på deres favorit sommerland på den svenske familie-hjemmeside Barnsemester.se. En afstemning, der peger på Djurs Sommerland som Nordens bedste.

- Vi er naturligvis utroligt stolte over prisen som Nordens bedste sommerland. Det viser os, at vi rammer rigtigt med vores store fokus på at udvikle parken, så man både kan opleve Danmarks største rutschebaner samt sjove og spændende forlystelser for familiens mindste, siger administrerende direktør, Henrik B. Nielsen, i en pressemeddelelse.

Se: Nu kommer vikingerne

Siden 2008 har Djurs Sommerland investeret over 250 millioner kroner i nye tematiserede forlystelser - senest Juvelen, der er Danmarks længste rutschebane og eneste double launch coaster.

Forlystelsesparken har i samme periode øget besøgstallet med 40 procent og satte sidste år besøgsrekord med 752.000 gæster.

Djurs Sommerland åbner for årets sæson lørdag den 10. maj.