Norddjurs Kommune tordner frem
Normalt er det ikke ligefrem vækst, man forbinder Norddjurs Kommune med. Men nu går det den rigtige vej for kommunen.
Fra 2008 til 2009 er Norddjurs Kommune rykket fra en plads som nummer 60 helt op på en 29. plads blandt landets 98 kommuner.
Kommunerne bliver målt på fire områder: Antal af vækstvirksomheder, viden & innovation, erhvervsmæssige rammebetingelser samt tiltrækningskraft. I Norddjurs Kommune er det især i kategorien vækstvirksomheder, at kommunen er med helt fremme blandt de bedste som nr. 4 af landets 98 kommuner.
Målingerne omfatter blandt andet værditilvækst i virksomheder med over 20 ansatte og vækst i antal ansatte. I den tilsvarende analyse fra 2008 var kommunen placeret som nr. 20.
- Norddjurs Kommune og erhvervsvirksomhederne kan være stolte af det store spring op ad stigen. Jeg synes, der er al mulig grundt til at tro, at vi er på rette kurs med de mange forskellige initiativer, der i øjeblikket foregår, siger formand for Kultur- og udviklingsudvalget Lars Møller (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har netop nu en erhvervspolitik parat, der sætter vigtige pejlemærker op. Vi er i fuld gang med at opbygge en endnu bedre erhvervsservice, og vi har i høj grad erhvervslivets vilkår og udvikling på den politiske dagsorden
Skal bevare fokus
Ifølge Lars Møller er det vigtigt, at Norddjurs Kommune fortsætter den positive udvikling. Det skal bl.a. ske ved at lytte til erhvervslivets ønsker.
- Det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på, hvad vi i Norddjurs Kommune skal leve af i fremtiden. Det er blandt andet i det nyetablerede Erhvervspanel, vi som kommune kommer tæt på erhvervslivets behov og vilkår, og hvor vi henter inspiration til at udvikle vores erhvervsservice, siger Lars Møller.
Det er Ernst & Young der har udarbejdet ranglisten, hvor Århus Kommune med en 11. plads på landsplan, indtager den højeste placering blandt de østjyske kommuner, når det gælder vækst.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.