Norddjurs Kommune

OVERBLIK: Vindmøllesager og skolestruktur er nogle af emnerne, som bliver diskuteret i Norddjurs kommune

 

I Norddjurs Kommune håber Jan Petersen (S) på at kunne tage hul på en tredje periode som borgmester.

Socialdemokratiet havde et godt valg i 2013 med knap 40 pct. af stemmerne, og selvom Jan Petersen personligt fik næsten 900 færre personlige stemmer sammenlignet med 2009, var han med 3.039 personlige stemmer alligevel kommunens største stemmesluger.

Jan Petersen (S) og Kasper Juncher Bjerregaard (V)

Den mest oplagte udfordrer til borgmesterposten er Kasper Juncher Bjerregaard (V), som for første gang er spids- og borgmesterkandidat.

Vil Socialdemokratiets stærke position og borgmestereffekten sikre Jan Petersen fire år mere som borgmester, eller vil vælgerne foretrække en ny mand i borgmesterkontoret?

Det kan flere sager i det politiske spil være med til at afgøre.

 

Som i mange andre små kommuner er økonomien i Norddjurs udfordret. Modsat naboerne i syd er man ikke en pendlerkommune; i Norddjurs er man i højere grad en produktionskommune, som kæmper for at skabe arbejdspladser til borgerne.

Personlige stemmer i 2013

Jan Petersen (S) - 3.039
Hans Husum (V) - 1.263
Torben Jensen (BL) - 1.085
Jens Meilvang (LA) - 933
Benny Hammer (K) - 722

Derudover er skolestrukturen også til debat. Kommunen bruger mange penge på at drive skolevæsenet, og skolelukninger har flere gange været nævnt som et reelt alternativ. Men det er ikke noget, som lokalsamfundet billiger.   

Og så er der de mange vindmøllesager.

Årelange diskussioner af bl.a. vindmølleprojekter i Hevring og ved Grenaa har medført splittelse internt i partierne med partihop og løsgængere som resultat.  

Og spørgsmålet er, om de stort opslåede projekters modvilje i befolkningen også har smittet af på borgmester Jan Petersens popularitet.

Hans politiske modstandere vil givetvis bruge vindmøllesagerne til at argumentere for, at Jan Petersen er ude af tridt med befolkningen.

 

Norddjurs Kommune er præget af 3 valgforbund.

Fordeling af mandater i kommunal-bestyrelsen

S: 10
K: 1
SF: 1
LA: 1
DF: 3
V: 6
EL: 1
Borgerlisten: 2
Løsgængere: 2

Enhedslisten og SF er gået sammen i et rødt valgforbund, mens de borgerlige partier Venstre, Dansk Folkeparti og Borgerlisten har fundet sammen.

Endeligt har Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre indgået et forholdsvist utraditionelt valgforbund for at undgå stemmespild blandt socialliberale vælgere.

Én af valgets største ubekendte er Borgerlistens position, da den forhenværende borgmester, Torben Jensen, trækker sig tilbage efter 32 år i politik.

Han har trukket mange personlige stemmer, og det bliver en udfordring for Borgerlisten at matche de to opnåede mandater fra valget i 2013.

 

 

(Ikoner fra www.flaticon.com af: EucalypVectors MarketNikita Golubev og Smashicons)