Norddjurs henter sin nye kulturchef fra arkivet
Arkivleder Trine Grejsen er ansat i en ny stilling som chef for kultur og fritid i Norddjurs Kommune
Trine Grejsen skifter jobbet som leder af Grenaa Egnsarkiv ud med en nyoprettet stilling som chef for kultur, biblioteker og fritid i Norddjurs Kommune.
45-årige Trine Grejsen har været leder af egns- og kommunearkivet i Grenaa siden 2004, er uddannet historiker og har i 2016 afsluttet den offentlige lederuddannelse.
Trine Grejsen begynder i det nye job den 1. januar, hvor hun får det samlede ansvar for ledelse, drift og udvikling på området.
- Jeg ser frem til et nyt job med spændende udfordringer, og til samarbejdet med ledere, medarbejdere og aktører. Jeg glæder mig til at videreudvikle samarbejdet og relationerne og til at være med til at styrke udviklingen på dette vigtige område, siger hun i en pressemeddelelse.
Læs også
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har store forventninger til Trine Grejsen:
- Jeg er glad for, at vi har fundet en chef med de rette kompetencer, baggrund og lokalkendskab. Med Trine i spidsen for området vil vi kunne styrke og udvikle Norddjurs’ profil som en attraktiv kultur-og fritidskommune, siger han.