Nonner beskylder klosterleder for misbrug
To tidligere nonner ved kloster i Norddjurs, siger at klosterets leder låste en dement nonne ude i kulden. En halv time senere var nonnen død.
De to tidligere nonner ved det katolske kloster Maria Hjerte Abbedi, der også er kendt som Sostrup Kloster, i Norddjurs Kommune, står ifølge P4 Østjylland frem i P1 Dokumentar.
Her fortæller de, at klostrets leder, Moder Theresa Brenninkmeijer, en morgen i november 1993 låste en ældre dement søster ude i klosterhaven. En halv times tid senere var den demente nonne død.
Helene Hägglund og Søster Jordana var begge nonner i klostret, da episoden fandt sted. Ifølge dem mente Moder Theresa Brenninkmeijer, at den ældre nonne forstyrrede morgenbønnen, og derfor blev hun altså låst ude i morgenkulden på fem grader.
- Da Moder Theresa så, at hun var død, og vi skulle hive hende op og bringe hende i seng, fik vi også besked på, at vi skulle sige, hun døde der. At vi har fundet hende der på sit værelse. Så vi skulle lyve, siger Søster Jordana.
Ifølge professor i strafferet på Århus Universitet, Gorm Toftegaard Nielsen, er strafferammen op til otte års fængsel, men forældelsesfristen er ti år.
- Det er endda en ret alvorlig overtrædelse. Det at hensætte en anden i en hjælpeløs tilstand, omfatter blandt andet det, at man lukker en ude i kulde, selvom vedkommende ikke er tilstrækkeligt påklædt til at overleve, siger Gorm Toftegaard Nielsen.
Helene Hägglund og Søster Jordana fortæller også, at klosterlederen flere gange låste den demente søster inde på hendes værelse og i et enkelt tilfælde bandt hende til en stol.
Moder Theresa Brenninkmeijer vil ikke kommentere sagen.